Hilsen fra Hilsen Hjemmefra

Der er kommet en hilsen fra dem, der har modtaget en hilsen:

Kære “Hilsen Hjemmefra”

Så har soldaterne, som er udsendt til KFOR, modtaget nogle rigtig fine hilsner hjemmefra.

Vi er rigtig glade og taknemmelige for hilsnerne. Det bragte store smil da soldaterne åbnede deres æsker med alle lækkerierne, og de fine breve. Brevene blev læst højt for hinanden, så vi alle kunne nyde hilsnerne fra eleverne i 6.A fra Lykkesgårdskolen i Varde.

Vi har det godt her i Kosovo. Vejret har været lidt skiftende i en periode, men nu ser det ud til at sommeren rigtig er kommet i gang. Temperaturen har været oppe omkring de 35 grader, og vejrudsigten lægger op til, at det kun bliver varmere i de kommende uger. Det bliver en smule varmt i uniform og støvler, så selv det at gå en tur kan gøre at sveden løber.

Heldigvis har vi adgang til masser af vand og solcreme, og vi har aircondition på værelserne, så vi har styr på at håndtere varmen. Vi håber i alle får en god sommer hjemme i Danmark.

Mvh Camilla, Thomas og Marc

Fakta – Hilsen Hjemmefra:

Formålet med at sende pakker til vores udsendte soldater er dels, at de udsendte soldater forstår, at deres indsats er værdsat, og dels at det skaber en stærkere forbindelse mellem kommunens garnisoner og lokalsamfundet.

Inspirationen til tiltaget er hentet fra erfaringer fra USA og Storbritannien, hvor det er almindeligt i sammenhæng med udsendelse af soldater, at familie, venner og lokalsamfund indsamler forskellige hilsner pakket i skotøjsæsker.

Hilsen Hjemmefra er blevet til i samarbejde mellem Vardes tre garnisoner, Varde kommune, Varde Handel, Varde Kasernes Venner og skolerne i Varde Kommune.

Vardes tre garnisoner er:

–       Hærens Kamp- og Ildstøttecenter i Oksbøl.

–       Hjemmeværnsskolen i Nymindegab.

–       Hærens Efterretningscenter og Hærens Sergentskole i Varde.