Halloween i det gamle sommerland forbereder sig

Jimi Rosa fra Vardemuseerne, ved søerne. Her kan det kræve rene underbukser at bevæge sig ned, til Halloween i det gamle Varde Sommerland.

Siden det første halloween arrangement i det gamle sommerland fandt sted i 2013 er antallet af gæster 30-doblet. Det har været en prøvelse for en flok frivillige at håndtere.

Da Halloween i det gamle Varde Sommerland i 2013 startede op, var det en sjov ide der blev ført ud i livet. Man ville sprede lidt uhygge i den nedlagte forlystelsespark, på den rigtige halloween dato, nemlig den 31. oktober. Det resulterede i en (u)hyggelig aften med ca. 125 deltagere.

I årene efter, valgte man igen at afholde arrangementet, som nærmest eksploderede i popularitet.

– i 2017 var det så voldsomt, at vi havde svært ved at bevare overblikket. Vi estimerede at der var mellem 3-4000 gæster i det gamle Varde Sommerland. Det var langt mere end vi havde forventet, og derfor blev vi løbet lidt over ende – fortæller Jimi Rosa, som står for arrangementets PR- og kommunikationsdel.

Selvom arrangementet besøgstal i høj grad afhænger af vejret, har man blandt arrangørerne af Halloweenarrangementet, i lang tid arbejdet hen i mod at 2018 udgaven skal være klar til at modtage gæster i tusindvis.

– Vi er blevet flere aktører. Der kommer flere tilbud og vi får nu også guider, som kan guide gæsterne gennem området. Det skulle meget gerne resultere i mindre kø og en god oplevelse for alle – udtaler Lasse Frøkjer Madsen fra Vardemuseerne/NaturKulturVarde

Ud over de nye tiltag, vil man igen i år, blive introduceret for en historie som startede sidste år.

– Vi fortalte historien om den tidligere ansatte bådpasser ”Jørgensen”, som blev så ked af at sommerlandet måtte lukke i 2002, at han tog en pedalbåd, borede hul i bunden og sejlede ud på søerne og forsvandt. Måske går han igen til Halloween – smiler Lasse Frøkjær Madsen gådefuldt

Fakta:

– Halloween i Det Gamle Varde Sommerland, foregår Onsdag den 31. oktober fra klokken 18:00 – 20:00.

– Arrangementet er gratis at deltage i – dog modtager vi gerne frivillige bidrag til gentagelse af arrangementet på Mobilepay 44064, både før og under arrangementet.

– Der opfordres til udklædning

– Der vil være forskellige uhyggegrader. Så der både er hygge for de mindste og uhygge for dem der tør.

– Der opfordres endvidere til at Vardenserne går eller cykler dertil, da det sidste år gav anledning til trafikale udfordringer.

– De deltagende organisationer i år er: Varde Park Løb, Sommerlandslauget Varde, Varde Bibliotek, Vardemuseerne/NaturKulturVarde, Varde Ungeråd, Varde Håndboldklub og Ripen Liverollespil