Golftrænere med stor succesrate

Jacob Tranberg og Nikolaj Viuff. Foto: Varde Golfklub

Cirka 20% af golfspillerne i Varde Golfklub kommer hver uge og modtager undervisning af Jacob Tranberg og Nikolaj Viuff. Derudover underviser trænerne juniorer og talentspillere hver uge. De to trænere er begge uddannede PGA trænere og nyder, at så mange golfspillere vil være bedre og have det sjovt.

Flere og flere golfspillere ser det nu som helt naturligt at “gå til golf”. Golfsporten – som i den spæde start i Danmark var for de mere velstillede – er i skrivende stund på en fjerdeplads blandt de største idrætsgrene i Danmark. Kun slået af fodbold, gymnastik og svømning. Alle aldersgrupper fra alle sociale lag spiller golf i dag, og hvor de ternede bukser tidligere var et must, er påklædningen i dag afslappet og sporty.

– Det er fantastisk for os at kunne dele vores viden med så mange interesserede golfspillere. Den glæde, som golfspillet har givet os, gør, at vi brænder så meget for at undervise, udtaler chefpro Jacob Tranberg med en samtykkende Nikolaj Viuff ved sin side. – Nikolaj Viuff supplerer med, at golftræningen er åben for alle golfspillere, og der pt er få ledige pladser tilbage.

GOLF ER FOR ALLE

Varde Golfklub har eksisteret i 25 år. Det tidligere indskud, som alle nye medlemmer skulle betale er faldet væk ligesom ventelisten. Golf kan spilles af alle aldersgrupper og køn på tværs af generationer. Det sociale liv og sundheden er i fokus.

Som noget nyt oprettes i den kommende sæson ”smag på golf” med motorik og læring for de blefrie børn og op til 10 år, ligesom der arrangeres ”kvindegolf og brunch”.

Træning puttinggreen.
Foto: Varde Golfklub

DEL