Giv os troen tilbage på fremtiden

Af Søren Stubkjær Pedersen, Stenaldervej 49 1.tv 8220, Historiestuderende og Ølgod-dreng

Flere dele af Varde Kommune ser sig endnu engang ramt af besparelser. For blot at nævne ét eksempel, så er der i disse tider flere kritiske røster blandt Ansagers borgere, som protesterer over den planlagte lukning af den lokale overbygning. Et af svarene på denne kritik har været, at besparelsen er minimal. Den er nødvendig. Den er uundgåelig. For skolen vil jo stadig være der, og børnetallet er trods alt faldende.
Jeg skal på ingen måde gøre mig til dommer over overbygningens fremtid i Ansager – dertil ved jeg simpelthen for lidt om sagen. Men uanset hvor lille betydning den end må have, og uanset hvor nødvendig den end må synes, så ser vi en reaktion fra borgerne – og den er forståelig. Der er nemlig på ingen måde tale om et enkeltstående tilfælde. Tværtimod er kommunale besparelser, hvad enten det er noget så småt som et udendørs svømmebassin i Ølgod eller noget så vigtigt som en lokal skole, blevet et tilbagevendende fænomen i Varde Kommune. Det er ikke et spørgsmål om, hvis der kommer besparelser igen, men derimod et spørgsmål om hvornår. Det er et fåtal af kommunens borgere, som går rundt med en reel tro på, at fremtiden er lysere for netop deres by og hjemstavn end fortiden.
Og hvorfor? Som nævnt, så forklarer byrådet det selv med, at det er en uundgåelig konsekvens af det faldende befolkningstal. Det fortælles, at besparelserne er nødvendige, for at få det kommunale regnskab til at gå op. Det er en forklaring, som uden tvivl bygger på en stærk kerne af sandhed. Alligevel er det på tide, at der bliver sat spørgsmålstegn ved den. De besparelser, som byrådet igen og igen foretager, er nemlig blevet en desperat symptombehandling, hvor man forsøger at lappe hullerne i kommunekassen uden at tage hånd om de reelle problemer.
Det faldende befolkningstal i Varde Kommune er uden tvivl kernen. Det siger sig selv, at hvis der ingen børn er, så kan der ingen skoler være heller. Men som mange ofte påpeger, så forstærker disse besparelser jo blot den negative befolkningsudvikling. Hvorfor flytte til en by uden skole? Hvorfor flytte til et sted uden transportmuligheder?
Jeg siger ikke, at alle besparelser kan undgås. Det er nok for optimistisk at forvente, at samtlige små klynger af huse i kommunen kan vokse i størrelse. Hvad der derimod er nødvendigt er, at hver eneste besparelse, beslutning og tiltag fra kommunal side, tager udgangspunkt i den grundlæggende tanke: ”Hvordan gavner dette kommunen i fremtiden”

Kun sådan kan vi få troen tilbage på fremtiden.

DEL