Frivillig Fredag blev fejret i Varde

Af Eva Zauner Andresen

Fredag var det Frivillig Fredag over hele landet.

Frivillig Fredag er en forholdsvis ny ting fra 2011, hvor det blev besluttet at man skulle have en dag hvor man markerede og fejrede alle de frivillige. Frivillig fredag falder hvert år, den sidste fredag i september måned.

–  Det er en dag, hvor man gerne vil fejre de frivillige, alle dem der gør en stor indsats rundt omkring, fortæller Claus Dixen Møller, centerchef i Frivillighuset Varde.

–  Det er ca 40% af den danske befolkning, der er frivillige, fortsætter han.

Dem der fejres, er de sociale og sundhedsmæssige foreninger, da det i sin tid var Social og Sundhedsministeren der indførte Frivillig fredag.

På dagen foregår der en masse forskellige. Og ikke kun i Varde.

–  Der foregår en masse forskellige ting rundt i kommunerne. I Varde har man blandt andet tilbudt politikerne at komme ud i praktik ved de forskellige sociale foreninger, og fredag kunne man møde Udvalgsformand Tina Agergaard Hansen i Cafe Paraplyen i Varde, tilføjer Claus Dixen Møller.

Derudover har der været brunch i Frivillighuset, hvor foreningerne kunne komme forbi til kaffe og rundstykker, samt på kommunen hvor der der blev afholdt et arrangement for frivillige, med kaffe og kransekage.