På vej hjem fra Vejers. Har sat teenager af i sommerhus, hvor hun de næste dage skal leve af cola og pizza samen med slyngveninderne ganske uforstyrret af irriterende forældre… (hvor bliver de forbasket hurtigt store, de kære børn…). Nå men ligger her på landevejen og skråler med på et gammel Avicii-nummer, mens jeg ærgrer mig over, at jeg dagen forinden ikke fik smurt ryggen ordentlig ind i en faktor 160. Må konstatere gigarøde skuldre og ryg efter en tur ved Hvidbjerg Strand. Opdager i min skønsang at det er begyndt at regne – når at ærgre mig lidt, men tænker, at teenagere sikkert hygger sig i sommerhuset alligevel. Og jeg selv – ja jeg er ligeglad, finder faktisk regn ganske charmerende, hvilket de færreste forstår, men det er en helt anden debat.
Kontrast.
…Ikke? Altså solskoldede skuldre og regnvejr… elsker dette lands årstider, i den her natur, jeg er så pokkers privilegeret at være omgivet af – den ene dag lader man blegfede lår branke på stranden i 30 grader, næste dag pisker regnen ned… og så kan man jo vælge, om man vil brokke sig over det – eller i stedet glædes over denne forunderlighed, der er lige udenfor vores vestjyske dør. Tænk, at der mange steder i verden findes mennesker, der aldrig har set havet. Mennesker, der aldrig har mærket sand mellem tæerne (eller mellem tænderne for den sags skyld) – det er da sørgeligt.
Og så sidder jeg her i det vilde vest og kan på 25 minutter flade ud ved lækker sandstrand og dyppe korpus i klart saltvand, for næste dag at indhylle mig i regnslag for at smide ungerne og hund bag i bil for at samle sten, vi kan ta hjem og tidsfordrive-male på…
Hvor er vi heldige her i Varde Kommune – vi har det hele lige udenfor døren – strand – hav og forunderlig natur… jeg vil ikke bytte – vil du?