Forbereder royalt besøg

Varde Kaserne får fint besøg den 5. april
For første gang siden 1951 har Forsvaret oprettet en ny tjenestegren kaldet ”Efterretningstjeneste”. Tjenestegrenen blev officielt oprettet den 1. marts 2014, ved ”Hærens Efterretningscenter” i Varde.
Som markering af den unikke begivenhed vil dronning Margrethe indvie og overrække en fane til Hærens Efterretningscenter den 5. april 2016 ved en parade på Varde Torv.
Efter paraden vil dronningen besøge Hærens Efterretningscenter på Varde Kaserne, hvor hun vil møde soldater, der vil demonstrere det materiel, de anvender i deres operative opgaveløsning.
Chefen for Hærens Efterretningscenter, oberst Birger Mejlholm, udtaler om begivenheden: ”Det er en stor ære for Hærens Efterretningscenter at få en kongeligt indviet fane overrakt af Hendes Majestæt Dronningen.”

Vender tilbage
Kongehuset har endvidere i det tidlige forår offentliggjort, at Hendes Majestæt Dronningen i starten af juni atter engang besøger Varde Kommune som en del af det traditionelle sommertogt.
D. 3.-4. juni 2016 kommer der royalt besøg i Varde Kommune, idet Hendes Majestæt Dronningen har valgt at lægge vejen forbi som en del af årets første sommertogt med Kongeskibet Dannebrog.
Pt. arbejders der blandt andet på sikre forhold for vores dronning, der efter al sandsynlighed skal gæste torvet i Varde. Netop torvet har den seneste tid været særdeles velbesøgt af såvel politi som ansatte ved Varde Kaserne.