Forær dog Fru Abildgaard en barnepige ekstra!

Læserbrev, indsendt af Alberte Højgaard, formand for VU Varde og Omegn

Jeg har fulgt debatten om Mette Abildgaard og hendes baby.

Kort: Mette Abildgaard havde valgt at tage sit 5 måneder gamle barn med ind i Folketingssalen, hvilket formand Pia Kjærsgaard bestemt ikke mente var passende. Pia valgte at sende barnet ud af salen, og det skabte stor debat om, hvorvidt det var det rette at gøre eller ej.

Først og fremmest så tænker jeg, at det er virkelig mærkeligt, at medierne er gået så meget amok over noget, jeg mener lugter af mediestunt. Der burde være vigtigere ting at smide på forsiden, skulle man mene?

Denne episode har nemlig skabt megen opmærksomhed. Unødvendig opmærksomhed mener jeg. Jeg er ganske enig med Pia Kjærsgaard: Man tager ikke sine børn med på arbejde, og især ikke i Folketingssalen. Pia Kjærsgaard fulgte reglerne og almen sund fornuft. Og jeg er helt enig. Regler er til for at holde orden, og skal ikke gradbøjes.

Det kan undre mig, at det netop er et konservativt folketingsmedlem, der skaber denne opmærksomhed. Partiets ideologi er blandt andet, som jeg har læst og lært, at man ikke skal gradbøje regler, da man ikke skal pille ved noget der allerede fungerer.

Forleden var jeg i banken, jeg havde brug for noget rådgivning, og jeg må tilstå, jeg havde undret mig, hvis min bankrådgiver havde siddet med en baby på skødet. Lige så forundret var jeg blevet, hvis min tandlæge havde valgt at lade en baby deltage i en tandlægebehandling. Eller hvis kassedamen i Føtex havde barnevogn stående bag kassen. Det mener jeg ville være upassende! Det er både uprofessionelt og mangel på situationsfornemmelse.

Men det er åbenbart et meget ømtåleligt emne. Og flere ‘speltmødre’ har da også råbt om rettighederne til at slæbe børn med på arbejde, på de sociale medier, hvor jeg hovedrystende har fulgt med. Jeg kan ikke komme i tanke om jobs, hvor det på nogen måde er passende at slæbe sine børn med.

Og sig mig, har det barn ikke også en far, der rent faktisk har orlov? Eller en barnepige, der kunne tage over?

Hvis denne debat ender med at det bliver almen kultur at tage babyer med i Folketingsalen, så skal de nok lige huske at tage en god snak om grænserne – hvad med storebror på 13 år? Hvad med mødregruppen? Skal de ikke også inviteres?

Hvis jeg kommer i folketinget, hvilket jeg har store planer om, så har jeg vel også ret til at tage mine bedsteforældre med ind i folketingssalen, og min hund for den sags skyld. Ville det være passende? Nej vel? Og det kunne i øvrigt aldrig falde mig ind!

På en arbejdsplads hører børn ikke hjemme!

 

DEL