Folketingskandidater gæstede Varde Gymnasium

Det var Venstres Ungdom Varde, der stod bag arrangementet forleden på Varde Gymnasium. Her var tre folketingskandidater inviteret til debat i en klasse med samfundsfag som linjefag.

Claus Christensen, folketingskandidat (V)

– Tanken er at skabe interesse for politik blandt os unge, og intet er jo mere naturligt end at invitere tre politikere, der oven i købet bor her i området, lyder det fra formanden for VU Varde, Alberte H. Kristensen, der selv er elev i pågældende klasse. Hun har ved flere lejligheder mødt de tre kandidater, og tanken om at samles opstod for længe siden, og nu lykkedes det altså at få kalenderen til at gå op.

Her taler folketingskandidat Torbjørn Fristed (DF) EU med en gruppe elever…

De tre politikere – alle folketingskandidater – der stod til rådighed for elevernes mange spørgsmål var Claus Christensen (V), Steen Holm Iversen (LA) og Torbjørn Fristed (DF).

– Vi er måske ikke enige på den politiske bane, men vi respekterer hinanden og drikker gerne en kop kaffe sammen, indledte Steen Holm Iversen, suppleret af Torbjørn Fristed: Vi er enige om målet, men ikke helt enige om vejen til målet. Og så er vist også ret enige om vigtigheden af at få en lokal mand sendt til Christiansborg!

– Det handler jo om at få fortalt, at politik ikke bare foregår på Christiansborg, men også herude, hvor I er, lød det blandt andet fra Claus Christensen.

De tre kandidater fik rig mulighed for at sludre med de spørgelystne elever, der i mere end en time skød løs med spørgsmål som: Hvordan skiller du dig ud som politiker fra de andre? Hvad er din holdning til EU? Hvorfor ligger alle de spændende uddannelser i København osv.

Og selve valgdagen blev der også gisnet om – hvor de tre politikere var enige: Lars Løkke kan bare udskrive valg – vi er klar!

– Det har været spændende, jeg synes det her gav et godt indtryk af en politikers arbejde, lød det fra Josephine, da arrangementet var slut. Og tovholder på debatten, VUs formand var også godt tilfreds: Det gik godt, det er en rigtig fin måde at møde politikerne på, og jeg er sikker på, det også afmystificerede myten om, at politik er kedeligt, sagde Alberte H. Kristensen, der opfordrede alle, der har mulighed for det, til at bruge deres stemme, når valget kommer: Uanset hvilket parti, der passer til det, du mener og tror på, har brug for din stemme – brug den!

Se videosammendrag fra arrangementet: