Finn skifter fra banken til turismen

Et af Danmarks mest eftertragtede sommerhusområder får ny ildsjæl i egenskab af Finn Christensen, der fremover skal bestride stillingen som direktør for Feriekompagniet Blåvand A/S.

Finn Christensen kommer fra en mangeårig ansættelse i Sydbank – senest fra jobbet som filialdirektør i Sydbanks afdeling i Varde, hvor Finn gennem de sidste 10 år har skabt flotte resultater. Finn er kendt i lokalområdet som en ildsjæl, der formår at få projekter stablet på benene og han nyder stor anseelse – ikke mindst i sin egenskab som formand for ProVarde (Varde Kommunes Erhvervs- og Turistorganisation).

Finn har tillige været en drivende faktor omkring Sommerlandslauget og sikringen af Open Air i Varde.
– Med ansættelsen af Finn Christensen er jeg sikker på, at Feriekompagniet Blåvand kan befæste og videreudvikle den stærke position, som selskabet har på det lokale feriehusmarked – til gavn og glæde for både vores husejere og mange årlige gæster, udtaler bestyrelsesformand Steen Slaikjær.

Brænder for udvikling
Finn Christensen har i øvrigt i flere år også brændt for udviklingen i Blåvand.
– Han har selv medvirket til stiftelsen af ”Blåvand Udvikling”, der som frivillig forening, bl.a. har forestået opførelsen af badebroen ved Hvidbjerg Strand, så jeg ser det som en behagelig sidegevinst, at Finn Christensen hermed kommer endnu tættere på Blåvand og det fortsatte arbejde i Blåvand Udvikling, tilføjer Steen Slaikjær.

Med jobbet som direktør i Feriekompagniet Blåvand A/S får Finn Christensen pr. 1. februar ansvaret for udlejningen af 400 sommerhuse og dermed også ansvaret for at tiltrække et stort antal danske og udenlandske gæster til området. Virksomheden drives i det daglige af 8 ansvarsbevidste og erfarne medarbejder samt ca. 35 løst tilknyttede servicemedarbejdere.

På spørgsmålet om hvad der får ham til at søge nye græsgange, svarer Finn:
– Der er noget helt særligt over Blåvand. Jeg og familien har efterhånden holdt talrige fantastiske ferier i Blåvand – og alle i familien er enige om, at vi ikke behøver køre 1500 km. sydpå eller skulle ud at flyve for at have en super ferie – Blåvand har alt det vi efterspørger – enestående natur, dejlige spisesteder og masser af liv hele året, så da muligheden for også at arbejde i Blåvand bød sig, krævede det ikke meget betænkningstid. Hvis jeg ikke skulle arbejde i Sydbank, så skulle det være i Blåvand, siger Finn Christensen.

Feriekompagniet Blåvand er et lokalejet feriehusbureau, der udlejer huse i områderne Blåvand, Ho, Jegum og Mosevrå. Bureauet er drevet af det lokale ejerskab og kan som en del af Familien Slaikjærs øvrige investeringer i Blåvand tilbyde husejere og feriegæster en række unikke fordele.