Fik du 02? Sørme flot!

Er jeg den eneste, der er ved at kaste en lille bitte smule op over de her opslag på Facebook, hvor forældre hylder deres børns 12-taller?

Øv hvor jeg ikke kan li’ det! Og hvorfor kan jeg så ikke det, tænker du måske derude…

Jo lad mig forklare! Jeg synes bestemt det er flot, når poden vender hjem med et 12-tal, uha, de skal roses og ha et klap på skulderen. MEN jeg vil sige det sådan, at jeg hylder 7-tallet – 4-tallet lige så meget! Og belønner 2-tallet mest. På min egen måde!

Som en god ven fortalte forleden, da sønnen ringede ulykkelig over at have modtaget et 4-tal i en eksamen, hvor der var stilet højere: “Jeg lagde røret ned og klappede og råbte hurra – flot!”

– RESPEKT!

Jeg fik selv ret pæne karakterer i folkeskolen – alt under 10 var utænkeligt, og i disse år sagde min gode far hver gang, at de høje karakterer var belønning nok i sig selv.

Det ændrede sig pænt i gymnasiet, hvor jeg hurtigt måtte hjem og smække det første 5-tal på bordet. Jeg var ikke bare rystet og ked af det, næ jeg var i chok og overbevist om, at stupide lærer havde forvekslet mig med en anden. Det havde han så ikke.

Min far stak mig 100 kr. og sagde, at nu var der vist brug for en lille belønning på en anden måde, og at det hele nok skulle gå.

Det blev 3 dyre år for ham.

Men ved I hvad – det gik alligevel alt sammen!

Jeg er træt af det tal-hysteri. Træt af at vores unge mennesker skal paces og måles på tal! Stresses og vejes på 15 minutter ved et grønt bord. Hvor et helt års slid kan gå fløjten, hvis man har trukket et røvsygt digt fra 1800-tallets elendighed – eller noget.

Jo mere jeg sidder her og reflekterer, mener jeg på én måde måske egentlig, at eksamen helt burde afskaffes. At man i stedet kunne evaluere på den enkelte elevs indsats og afleveringer i året der er gået. Eksamen er da noget fis! Erstat eksamen med nogle konstruktive lærer-elevsamtaler gennem året – og I skal se løjer!

Den ene af mine døtre skulle sidste år til eksamen i idræt. Hun trak dans – og med al ære og respekt, hun er ikke dansetypen… det gik som det gik, og vi grinede af det. Men hånden på hjertet… idræt? Dans? Kan nogen ikke lige ringe efter en voksen i det der undervisningsministerium og bede vedkommende tænke det lidt efter igen?

Nu sidder jeg i den situation, at jeg af og til modtager ansøgninger fra folk, der gerne vil arbejde på GoVarde. Og hånden på hjertet – det sidste, der interesserer mig, er de her tal… næh, fortæl mig hvad du har bedrevet, hvem du ER, hvad du KAN. Jeg tror ikke på tal…. Men det er selvfølgelig ikke så godt, hvis du vil være jordemoder eller tandlæge, det ved jeg jo godt, og så er det, jeg spoler tilbage råber: Så fokuser dog på personen og evt. en årskarakter!

Nå, inden jeg er varmet for meget op, må jeg hellere runde af, før jeg fornærmer nogen. Men jeg vil stå ved det stupide i at hylde 12-tallerne på den kvalmende måde, der desværre er tilfældet rundt om.

Det hele skal nok gå alligevel, også selv om man får et 2-tal!

 

 

 

DEL