Fifty Shades – 5 stjerner – eller?

Nå, men jeg må jo til det. Den her tankevirksomhed over Fifty Shades – nummer 3 i rækken, som jeg naturligvis måtte i bio og se. (Og ja, jeg havde glædet mig!)

Jeg har læst bøgerne. Og de er da ok – på den måde, at det ikke ligefrem er storkulturel litterær begavelse, man får med sig i denne læsning, men derimod noget lir krydret med lidt action, spænding og LOOOVE… og det er nu ikke så ringe endda.

Ligeledes står det til med filmene. Og jeg vil citere min skønne veninde, der forbarmede sig – sammen med 3 øvrige gæve kwinder – og tog i bio med mig for at se noget husmoder-øhm-hygge.

“Den her film er jo som at stikke tungen ud af vinduet, men jeg får lyst til at skamrose den når nu alverdens anmeldere gør det modsatte!”

Og det er lige præcis der, jeg er. Der er opstået en “vi elsker at hade Fifty Shades” blandt de her kultursnobbede anmeldere, og fredag bugnede med 0 ud af 5 stjerner, så min første tanke var at smide 5 helt store efter den her film. I protest!

Ikke fordi den er vanvittig god. Eller fordi der er de dramatisk fantastiske skuespillerpræstationer i den, næh, og selve handlingen – jo den kan vi da godt lige nappe, nu vi er i gang…

Altså Ana og Grey bliver gift. Og så minder filmens første 4 minutter faktisk om slutningen på alle de her pladderromantiske amerikanske film, hvor de levede lykkeligt til deres dages ende. Men i Fifty Shades har de lige vendt det lidt om, altså en lille smule. Ana og Grey spæner rundt og er tosseglade og nyforelskede – og alt det der Red SM Room har de vist glemt for en stund. Men så skal jeg ellers love for, at der dukker et spøgelse op fra fortiden, der hele tiden prøver at sætte ild til noget og skære halsen over på Ana – værre noget altså.

Heldigvis har Ana jo giftet sig med en virkelig omsorgsfuld Grey, der tager Ana og hendes venner, der tilfældigvis er blevet kæreste med hans søskende (AHJ vel?) med til Aspen. Hele den scene handler mest om at Ana bliver bekræftet i at det er en lidt hvad-skal-man-sige… følelsesmæssig afstumpet mand, hun har giftet sig med, men det burde hun måske have set komme allerede i de første to film, hvor han ynder at klaske hende bagi og nægter at sove sammen med hende efterfølgende…

Bedst som man tænker han er rivruskhamrende træls, ham Grey, ja så smører han hende ind i noget vaniljeis, og så er alting godt igen.

Og det er jo sådan, den her fortælling er. Total langt ude og væk fra noget, der kan have med virkeligheden at gøre. Men er det så endda så tosset, når alt kommer til alt?

Jeg nød faktisk at se den her Fifty Shades film. Det er en sød historie, man skal tage for det, den er. Med en masse nøgenhed og sex – lidt pudsige lyster, men fred være nu med det.

Vi efter-evalurede kort, os kwinder, der var afsted. Og summa summarum: Lad os nu ha’ de her Fifty Shades i fred og ro. Det er fint, der er kommet nogen film, vi kvinder kan sidde og fnise lidt over. Og finde en anledning til at gå ud og lade mændene blive hjemme. Vi ved jo godt, at indholdet er totalt far-out – jeg kender sgi ingen, der blir spontant opstemt over at få smurt anklerne ind i vaniljeis, men hva’… vi talte da om at købe et par liter med hjem, hver især…. nok mere for at spise, når alt kommer til alt.

Jeg vil ikke uddele stjerner, men jeg vil gentage mig selv fra tidligere: Gå du bare ind og se den her film, en glimrende anledning til en aften i byen med veninderne.

OG: Havde der været en 4’er, så havde jeg også siddet i bio til den tid!

DEL