Eva vil skabe oplevelses turisme i Varde Kommune

Eva Zauner Andresen er startet i virksomhedspraktk på GoVarde.dk og GoEsbjerg.dk Foto: Kim Schou

De næste tre måneder er 33-årige Eva Zauner Andresen fra Esbjerg i praktik på GoVarde.dk

–  Jeg kunne ikke undgå at bemærke den synlighed, der er omkring GoVarde.dk og GoEsbjerg.dk, og valgte derfor at kontakte mediet, for at høre om ikke de kunne bruge min arbejdskraft de næste tre måneder, fortæller Eva Zauner Andresen.

Til daglig er hun under uddannelse som serviceøkonom fra Erhvervsakademi Sydvest i Esbjerg, men er nu i gang med sit store projekt under den tre måneder lange virksomhedspraktik.

Eva Zauner Andresen har tidligere arbejdet som folkeskolelærer og lærer på en efterskole, men det er turismen, der for alvor brænder for hende.

–  Jeg ved, hvor vigtigt det er for en kommune som Varde med en masse turister. Men det er endnu vigtigere, at de turister der er her, får en stor oplevelse. Det er her jeg skal implementere en masse nye ting, fortæller hun.

GoVarde.dk har længe arbejdet med en turismeplatform, men med Eva på sidelinjen, er der tid til at få tilføjet nye dimensioner.

–  Jeg er her helt konkret for at søsætte en turisme strategi, der spiller på alle parametre. Det er lige fra hjemmeside, til app og samarbejdspartnere, slutter Eva Zauner Andresen.

DEL