Erik Gundersens speedwaykarriere startede med en løgn

Af Henrik Clausen Petersen

Da Erik Gundersen, tidligere tredobbelt verdensmester i speedway, fornylig var i Varde, fik GoVarde en snak med ham. For hvordan startede det hele for Erik?

Allerede da han var knægt, var han speedwayinteresseret. Han havde hørt, at Ole Olsen var på entræningsskole i tre dage på Korskroen.
Erik, der var en god dreng, måtte lyve for sin mor og sige, at han tog bussen ind til Esbjerg. Men det skete så ikke. Erik tog ud til Korskroen, for han var fuldstændig betaget af speedway og sit store idol Ole Olsen.
Erik lærte en masse i de tre dage, og blev kun mere interesseret i livet som speedwaykører. I skolen fortalte Erik, at han havde været syg i de tre dage.
–  Den forklaring hoppede læreren på skolen dog ikke på, da læreren havde et udklip fra en avis med. Midt i billedet stod Ole Olsen og jeg, smiler Erik Gundersen.
Eriks mor var dog ikke imponeret over sønnens løgn. Men hun vidste, at han brændte for sporten og at det var måske en oplevelse, der aldrig ville komme igen.
–  Så hun tilgav mig, tilføjer han.

Svær start
Eriks karriere startede i 1975 i små kår.
–  Den første cykel kostede 7000 kr. og det tog lang at spare de penge sammen. Der kom nemlig ingen penge fra mine forældre, da der var fem børn.
Erik kunne dog hjælpe til i sine forældres gartneri og tjene lidt penge der.
Erik fik sin uddannelse og blev uddannet mekaniker i 1979. Derfor fortalte han sine kolleger, at han tog til England efter endt læretid. Her skulle nemlig starte som professionel speedwaykører. Han fik også sagt, at han ville give en kasse øl, hvis han en dag blev verdensmester.

Denne speedwaycykel, der var udstillet, var ikke Erik Gundersens. Den var udstillet af Vestjysk Motor Veteran Klub.

I 1981 kvalificerede han sig så til sit første VM, og siden blev Erik verdensmester for første gang i 1984. Det var en kæmpe omvæltning for ham. Hans store drengedrøm gik opfyldelse og tilværelsen blev total ændret. Der åbnede sig nye muligheder. Hans Nielsen som også var med i løbet, blev nr 2.
Erik skulle hjem til sine forældre, der ville fejre ham, men han skulle dog lige et lille ærinde, inden turen gik ud på gartneriet. Han skulle nemlig købe en kasse øl og hen til sine gamle arbejdskolleger. Det var jo aftalen.

Titel nummer to
Erik tog tilbage til England og i 1985 vandt han VM igen. Efter omkørsel med Sam Ermolenko (USA) og Hans Nielsen. Hans blev igen nr 2. Det var han godt træt af. Hans Nielsen vandt dog i 1986, og her måtte Erik nøjes med en 10. plads. I 1987 vendte Erik tilbage til sejrsskamlen. Denne gang som nr. 2. Igen var det Hans, der vandt. Erik var dog ikke bitter, men kun endnu mere sulten, for han ville gerne vinde en 3. gang. Året efter skulle der køres i Vojens, og der var påny kamp om guldet. Både Erik og Hans endte på 14 point. Men efter omkørsel kunne Erik igen kalde sig verdensmester anno 1988 foran et dansk publikum.

–  Nok noget af det største, jeg oplevet i min karriere, siger Erik Gundersen.
Den 17. september 1989 skal der igen køres VM for hold, men dagen blev skæbnesvanger for Erik Gundersen. Han var med i et massestyrt. Først blev Erik Gundersen ramt bagfra, for dernæst at slå en koldbøtte, og få sekunder efter bliver han kørt over. Nakken brækkede to steder, og Erik slugte sin tunge. Heldigvis fik en læge, som var på stedet, trukket Eriks tunge op. Det reddede Eriks liv.

Ser positivt på livet
–  Jeg er heldig og privilegeret. Ulykken gav mig varige mén, og den har ændret min tilværelse.
–  Jeg prøver at se på livet fra andre vinkler, og ser det positive i, at min situation er bedre end som så mange andre, som har sygdomme eller været ude for en ulykke. Jeg prøver at se lyst på det, og komme gennem dagene med et åbent, lyst, positivt sind, så godt jeg kan siger speedwaykongen.
Eriks svigerinde, Sys, skriver hvert år på dagen, et håndskrevet brev til Erik. Et meget personligt brev, hvori hun takker Erik hans kamp for livet. Et brev Erik er glad for, og som betyder meget for ham.
Trods det, at Erik er 80% invalid, blev han landstræner 1991. Et job han havde frem til 2002.

–  Jeg var glad for jobbet. Det var både en øjenåbner og healende for mig på mange måder, så det hjalp mig rigtig meget.
–  Vi vandt ikke forfærdeligt meget, men tiden var en kæmpe oplevelse for mig. Jeg kunne bevare min kontakt til sporten og arbejde i sporten på den måde.
–  Siden blev jeg ungdomslandstræner. Et job, jeg var rigtig glad for, og som jeg varetager i dag som talentudviklingstræner.
–  Her har jeg med børn og unge at gøre. Her er jeg med til at guide dem i den rigtige retning i deres karriere, og være med til at sikre at dansk speedway på sigt igen bliver klar til at få medaljer.
Næste år er det 30 år siden, at ulykken skete, og der bliver stadig skrevet og vist billeder fra dagen. Det er medierne der laver det. Jeg tager dagen stille og roligt. Det er for mig ikke en mærkedag, men den gav mig blå mærker, smiler Erik Gundersen.

FIK DU LÆST:

Erik Gundersen beundrer Region Varde Elitesport

DEL