“En nærmest heroisk indsats”

Det er en stolt varehuschef, der igen har sat gang i ombygningen på en fridag – og igen med fantastisk opbakning fra sit personale.

Mens de fleste andre fejrer Grundlovsdag og nyder en fridag, bobler Føtex Varde af aktivitet. Og det er såmænd de ansatte, der i følge varehuschef Lars Slotsager har stået i kø for at melde sig som arbejdskraft i forbindelse med opbygningen.

– Ganske som på Kristi Himmelfartdag, hvor mange medarbejdere havde meldt sig til at hjælpe til på en lukkedag, var butikken fyldt af aktivitet på Grundlovsdag.

– De ting, der skulle ordnes denne dag, lod sig simpelthen ikke gøre på en hverdag; det kunne vi ikke byde kunderne, lyder det fra Lars Slotsager, der samtidig roser sine ansatte højere end til skyerne: Jeg er helt ydmyg. At opleve så engageret et personale, det er intet mindre end fantastisk.

Og selv om der virkelig bliver arbejdet, er der også plads til hygge. I den nuværende delikatesseafdeling, der i øvrigt også snart finder ny adresse i butikken, står en medarbejder dagen igennem og sørger for sandwich og snacks til det arbejdende folk.

– Vi har også fået hjælp fra tidligere ansatte, der i dag er i Føtex Ribe og Føtex Esbjerg. Nogle er mødt ind kl. 6.00 i morges, andre kommer over middag, og så regner jeg med, vi kan lukke ned omkring midnat. Og dermed præsentere kunderne for en efterhånden rigtig fin butik, også selv om vi endnu ikke er færdige, fortæller Lars Slotsager.

Især glæder han sig til at se grøntafdelingen, der får meget mere plads, samt vinafdelingen, der skal indrettes helt eksklusivt med en ganske optimal placering i butikken.

– Det er spændende at være en del af, jeg tænker også, det er det, personalet føler, og at det er med til at drive engagementet – de får jo et ejerskab ved at føre alle planerne til dørs. Men uanset – det er virkelig værdifuldt som varehuschef at opleve dette sammenhold, slutter Lars Slotsager, der endnu engang har en opfordring til kunderne:

Vi oplever i den grad, at kunderne er interesserede i processen, og vi bliver virkelig glade, når I spørger – og husk, vi vil så gerne hjælpe med at guide jer hen til de varer, I ikke lige kan finde…