Emballage-kongen fra Varde vinder Årets Ejerleder 2017 i Sydjylland.

Søren Kjær Larsen, der er ejerlederen bag Sky-Light A/S, vinder prisen som Årets Ejerleder i Sydjylland. Prisen går til en ejerleder, som især har udmærket sig ved sine investeringer i ny teknologi samt sin professionelle ledelse. Ved en velbesøgt kåring i Vejle blev prisen overrakt af PwC, Nykredit og Dansk Erhverv.

Virksomheden Sky-Light, der har tilhold i Varde, stammer tilbage fra 1960. Her etablerede familien Skydt-Kristensen virksomheden, som i dag kun ejes af familien Larsen med ejerleder Søren Kjær Larsen i front. Virksomheden har et stort fokus på udvikling, miljø og medarbejdere og er en af Europas førende folie- og emballageproducenter.

– Bag Sky-Light står en passioneret ejerleder, som tidligere selv var involveret i alle områder i virksomheden, men som i dag træffer de overordnede beslutninger og har fokus på udvikling, miljø og medarbejdere. Det har i høj grad gavnet virksomhedens vækst, og Sky-Light er i dag blandt de mest teknologisk innovative i branchen, fortæller Henrik Forthoft Lind, partner i PwC i Trekantområdet.

Professionel ledelse giver resultater

Søren Kjær Larsen tog i 2011 det første skridt imod en mere professionel tilgang ved at etablere en professionel bestyrelse. Cirka to år efter tog han det næste skridt og etablerede en ledergruppe bestående af en salgsdirektør, en COO og en it-direktør.

– Søren er indbegrebet af en god ejerleder, der går forrest, og som de senere år har udviklet sig positivt sammen med virksomheden. Han har formået at skabe vækst ved at investere i ny teknologi og har fået ny viden i virksomheden via en professionel ledergruppe, understreger Henrik Forthoft Lind.

Resultaterne af den meget professionelle tilgang er da også positive både på top- og bundlinje. Ejerlederens vilje til at være foran – også i krisetider – høster ros fra Nykredit:

– Ejerlederen er kulturbærer og har under krisen vist, at han kan gå forrest. Han er samtidigt ikke bange for at lytte til gode råd og har derfor – som han selv siger – ansat en ledergruppe, som på hver deres felt er klogere end ham. Han er villig til at lytte og ikke bange for at eksekvere, og det har givet resultater, udtaler regionsdirektør i Nykredit, Mogens B. Sørensen og ønsker tillykke med prisen.

Også Dansk Erhverv mener, at Søren Kjær Larsen hos Sky-Light er den rette vinder af Årets Ejerleder 2017 i Sydjylland.

– Søren har formået at investere i de rigtige områder inden for nye teknologi og dermed skabt en rigtig flot vækst i virksomheden, som han kan være stolt af. Dét gør Søren til den rette vinder i region Sydjylland, siger Sigurd Schou Madsen, chefkonsulent i Dansk Erhverv.