Efterårsferie: Forebyg indbrud

Hjælp din nabo – det virker!

Næsten 225.000 danskere er allerede medlem af Nabohjælp, og tallet stiger dagligt. Nabohjælp er et gratis værn mod indbrud, hvorigennem du og dine naboer kan informere hinanden om ferier og give besked, hvis der skulle ske noget mistænkeligt i nabolaget.

Idéen er, at man som nabohjælper holder øje med hinandens hjem og dermed er med til at forebygge indbrud i kvarteret. Indbrudstyvene hader nemlig nysgerrige naboer, som forstyrrer dem i deres arbejde.

Nabohjælp giver også gode råd om, hvad du kan gøre for at undgå indbrud. Her er nogle af dem.

Når du skal på ferie:

1️⃣ Fjern dine værdier fra vinduerne, så tyven ikke spotter dem
2️⃣ Lad det rode lidt i haven og efterlad gerne opvask i køkkenet
3️⃣ Brug tænd/sluk-ure til lys og radio
4️⃣ Træk gardinerne for i soveværelset, men ikke i hele huset
5️⃣ Fortæl dine naboer, hvornår du er væk, så de kan nabohjælpe dig

Når du selv skal nabohjælpe:

1️⃣ Smid lidt skrald i naboens skraldespand udenfor
2️⃣ Tøm naboens postkasse eller skub posten helt ind
3️⃣ Parker din cykel eller bil i naboens indkørsel
4️⃣ Hvis du kan, så gå en runde om naboens bolig for at se, om alt er ok