Dronningen: Somme tider sker det, der ikke må ske…

Jeg vil gerne se en god film. Men den skal være god. Jeg begynder desværre hurtigt at kede mig.

Jeg har altid været fan af det her med at se en film. Gå i biografen og læne mig tilbage i veloursædet med popcorn og nyde.

Eller rulle mig ind i et tæppe i sofahjørnet med en god kop kaffe og suge al energi ud af den film, jeg nu har sat sig for at se.

Nogle film glemmer jeg lige så hurtigt, som slutrulleteksterne er borte. Så er der de film, der bliver råbt “storslået kultur” efter, og som jeg ikke bryder  mig om at se, og slukker for, fordi de enten er for barske, for triste eller for skræmmende.

Og så er der de film, der bliver hængende i kroppen. Eller helt udenpå huden. Det skete for mig. I aftes.

Dronningen. Med Trine Dyrholm.

Både barsk – trist og skræmmende. Men mest af alt – melankolsk fængslende.

Lad mig starte med at hyle med i koret om, at der her er tale om et mesterværk. Jeg er fuldstændig vild med Trine Dyrholm. Hun spiller så autentisk fantastisk, at begrebet “hun fylder bio-salen ud”, nu er gået op for mig virkelig eksisterer!

Selve handlingen – jo, altså… det er det her vel egentlig lykkelige par – begge med karriere, forældre til tvillingepiger, med det korrekte kunst på væggene og skovsø udenfor vinduet. Ren idyl og en lækker duft af lykke a la Familien Nordsjælland. Lige ind til mandens søn fra tidligere ægteskab hentes hjem og tænder stedmorderen i så høj grad, at hun vælger at indlede en temmelig hed affære med ham. En knægt på 17 år.

Man VED det, som man sidder der og er ved at få popcorn i den gale hals. Det der får IKKE en lykkelig udgang! Hvorfor gør hun det dog?

“Min største frygt er, at jeg mister det hele” – siger hun på et tidspunkt. Gør hun det? Man fristes til at tænke – ja, hun mister sig selv – men nej, det er jeg faktisk ikke sikker på, hun gør….  for hun klarer den jo med hiv og sving og 100 kg lodret grusom løgn – eller gør hun?

Man efterlades med et sug i maven og en kontroversiel følelse af medlidenhed med dem alle sammen. Som man sidder der og HÅBER, at affæren ikke bliver opdaget, og har en forunderlig sympati for Trine Dyrholm, konflikter mit hoved med tanken om den stakkels dreng… stakkels stakkels lille dreng. Der bliver suget ind i et spind af begær – og reelt overgreb (?) – af sin stedmor…

Der er rigtig mange temaer at kaste sig over for gymnasiets dansklærere rundt om med denne film. Kvinders panikalder – kedsomhed i parforholdet – karriere vs familietid – det hele sat i så skarpe hårfine kontraster, at man rystes over, at det kan skylles ud på lærredet, uden at det virker hult.

Advokaten, der forsvarer børn i retten, ødelægger og følelses-maltrakterer sin egen stedsøn. Hendes gennemgribende moral lægges væk med arbejdsnoterne, mens der lige bliver lettet ben for stedsønnen på badeværelset, alt imens de yngre børn ser tv inde i stuen.

Det er noget værre noget – og jeg er stadig både rystet og imponeret på én og samme gang – her er en must-see-film. Giv skuespillerne en pris for pokker!!!!