Dronning Margrethe besøger Oksbøl Kaserne

For to et halvt år siden gæstede Dronning Margrethe Varde Kommune. Nu kommer hun snart til Oksbøl Kaserne

Fredag den 8. februar kl. 10.30 besøger Hendes Majestæt Dronningen Oksbøl Kaserne. Majestæten deltager i en parade, der skal markere genoprettelsen af Danske Artilleriregiment, og her vil Hendes Majestæt blandt andet genudlevere Regimentets fane.
Danske Artilleriregiment blev nedlagt i 2014, som et resultat af det daværende forsvarsforlig, men er med det seneste forlig nu genetableret under ledelse af oberst Torben Dixen Møller. Obersten er i gang med at opbygge Regimentet og frem mod 2023, vokser regimentet fra de nuværende ca. 500 stillinger til ca. 675 stillinger. Der kommer altså flere soldater på Oksbøl Kaserne, og samtidigt tilgår der nye artilleripjecer, nye tunge morterer og nye pansrede køretøjer.
Oberst Møller udtaler:
– Jeg er glad for, at Hæren igen har et artilleriregiment, og med den plan, der ligger foran os, så kan vi lige om lidt sende et meget stærkt bidrag til 1. Brigade. Sideløbende med det, opbygger vi en ny luftværnskapacitet, uddanner værnepligtige og udvikler dele af det materiel, der er fælles for Hæren. Vi har også til opgave at fortsætte arbejdet omkring sikkerhed og ballistik, og det bliver også Danske Artilleriregiment, der skal varetage uddannelseskontrollen indenfor ildstøtte.
– Jeg er godt tilfreds og ser frem til Hendes Majestæt Dronningens besøg.

Festlig dag
Foruden Hendes Majestæt Dronningen, deltager Hærens chefer samt Forsvarsudvalget. Varde Kommune repræsenteres af viceborgmester Anders Linde og kommunaldirektør Mogens Pedersen. Blåvandshuk Skole er med til at festliggøre dagen, og der venter 60 børn fra 4. årgang en stor oplevelse.
Efter paraden samles alle ansatte i Regimentets gymnastiksal, hvor 16 udvalgte soldater fra alle niveauer på skift får lejlighed til at sidde til bords med Hendes Majestæt Dronningen. Der serveres en Vadehavstapas med råvarer fra Vadehavskysten; rejer fra Rømø, laks fra Ho Kro, lam fra Varde Ådal, krondyr fra Oksbøl terrænet og ost fra Enghavegård. Vinen kommer fra Vester Vedsted Vingård vest for Ribe.