Drab i Blåvand – 19-årig tysk mand varetægtsfængslet i to uger

En beboer i et udbrændt hus har vist sig at være blevet dræbt før branden. 19-årig tysk mand anholdt og sigtet for drabet

Der blev onsdag den 29. maj foretaget obduktion af de to omkomne fra branden tirsdag morgen i huset på Bytoften i Blåvand.

Obduktionen har vist, at den 61-årige mandlige beboer er blevet dræbt inden branden. Af efterforskningsmæssige årsager ønsker politiet ikke på nuværende tidspunkt, at komme nærmere ind på, hvordan den 61-årige blev dræbt. Den 85-årige kvindelige beboer er død af kulilteforgiftning i forbindelse med branden.

Syd- og Sønderjyllands Politi har efterforsket sagen intenst siden anmeldelsen af branden i huset. Efterforskningen har ført til, at en 19-årig tysk mand uden dramatik blev anholdt i Blåvand onsdag aften omkring kl. 22.15. Han blev sigtet for manddrab.

Den 19-årige tyske mand, blev ved retten i Esbjerg varetægtsfængslet i to uger til den 13. juni. Han nægter sig skyldig, men kærede ikke fængslingen.

Efterforskningen er ikke afsluttet og fortsætter med undersøgelse af det nedbrændte hus, undersøgelse af kriminaltekniske spor, afhøringer etc.

DEL