Dom i sag om 16 mio. kr.: Varde Kommune frifindes for refusionskrav

Landsretten i Viborg afsagde i dag dom i sagen om udgifterne for en hjemløs borger. Retten frifandt Varde Kommune for refusionskrav til Guldborgsund Kommune.

Langt hovedparten af de 16 mio. kr. er brugt til betaling for ophold på forskellige forsorgshjem. Varde Kommune mente ikke, at manden har været hjemmehørende i kommunen siden 2005, og det har Landsretten givet Varde Kommune medhold i.

Sagen er af principielle årsager startet i Landsretten, så en eventuel ankesag skal føres i Højesteret.

Claus Fjeldgaard, direktør for Social og Sundhed i Varde Kommune, siger:
– Vi konstaterer med tilfredshed, at Landsretten har valgt at frifinde os for refusionskravet. Vi står foran budgetplanlægning for de kommende fire år, og her er 16 millioner kroner ikke småpenge. Nu afventer vi lige den kommende periode for at se, om Guldborgsund Kommune har tænkt sig at anke sagen.

DEL