BLÅVAND: Kendt restauratørpar frygtes at være omkommet i dødsbrand

Foto: Arkivfoto/Falck

De to personer, der er fundet døde efter en brand i Blåvand, kan først blive identificeret senere. Der er fortsat stor politiindsats i området.

I forbindelse med branden i et hus på Bytoften i Blåvand, hvor to personer i dag er fundet døde, vil politiet tidligst i morgen have en endelig identifikation på de to afdøde.

Politiet formoder, at det er de to beboere i huset, den 61-årige Cai Lennart Henriksen og den 85 årige Else Nielsen , der i en årrække har drevet Restaurant Perlen i Blåvand – men det kan altså først siges med sikkerhed en af de nærmeste dage.

Da årsagen til branden ikke er fastslået, behandles sagen som mistænkeligt dødsfald. Der er derfor både kriminalteknikere, hundeførere og efterforskere i området og vil sandsynligvis være det i nogen tid endnu.

Politiet vil som nævnt endnu ikke ud med navnene på de afdøde, men på Restaurant Perlens facebookside i Blåvand sender folk nu kondolencehilsner. Samtidig har restauranten i dag på deres facebookside skrevet, at de holder lukket til den 6. juni.
FIK DU LÆST
DEL