Dit barn er monsterdårligt opdraget!

Forleden sad jeg i et lækkert selskab af dejlige mennesker. I ved – her må man sige alt og tænke højt, og det gør ikke noget, at man er uenig – det giver kun en god sund debat. Som tilfældet var her.

“Har nogen af jer prøvet det her med, at man har lyst til at sende et hold venners børn ud på røv og albuer, men egentlig gerne vil se vennerne?”

Joh, det var et godt spørgsmål, og det havde vi sådan set alle sammen stået i. Og vi fik en helt god snak om pli, moral, grænser og det modsatte i forhold til at irettesætte venners børn. Det er nemlig pokkers svært. For – må man det? Sådan løfte pegefingeren over andre folks børn?

Jeg har gjort det. Flere gange. Både med og uden succes. Jeg har også engang skældt et barn ud til et klassearrangement og tro mig – det var velfortjent, men jeg havde ikke lige set moren til barnet stod bagved. Det var egentlig lidt en sær situation, men efter at have tænkt 7 sekunder i larmende stilhed røg det bare ud af mig – Ja, jeg mener det, dit barn er dæleme elendigt opdraget! 

Det er jo en slem talefejl, at jeg somme tider får sagt tingene så direkte, og det falder ikke altid i god jord, men det er nu engang sådan, jeg er. Jeg orker ikke pakke tingene ind i hverken vat eller glanspapir.

Det er muligt, jeg ikke er verdens mest tolerante menneske, hvad angår andre folks børn. Hvis de agerer fuldstændig umuligt altså. Sådan er det hjemme hos os. Og det ved mine børns veninder godt. Jeg har rygte for at være lidt skrap, men trods alt ikke mere skrap, end at huset altid har været – og stadig er fyldt af herlige dejlige børn – sidenhen hyggelige unge mennesker. De ved bare godt alle sammen, hvor min grænse er, og det er vel ikke så slemt endda. For når sandheden skal frem, og det skal den vel, så er er langt de fleste børn og unge mennesker, der går gennem min hoveddør, utrolig søde – og velopdragne…

– Der har nu aldrig været noget galt i at lære sine børn, hvordan man opfører sig – det er verdens bedste gave du sender med dem ud i livet!

Og inden du tænker “sure løg, hende der” så vil jeg skynde mig at sige, at børn skal have lov at være børn, og slå en lugteprut ved middagsbordet og tigge en is på indkøbsturen. Vel skal de det. De skal bare ikke gøre det hele tiden, og de skal helst heller ikke gøre det, når de er gæster i et andet hjem.

Så tilbage til debatten over rødvinen i gode venners selskab: Må man irettesætte andre folks børn? Og der var egentlig bred enighed – ja det må man godt – men man skal også kende risiko for at vinke farvel til venskabet med forældrene….

 

 

DEL