Det handler lige nøjagtigt om DET!

Det er nu en uge siden, dette helvede for alvor brød løs. Og i skrivende stund kan jeg ikke huske, hvilken ugedag, det er i dag – det hele flyder sammen – NEWS kører i baggrunden, og der kommer så mange forvirrende nyheder ud af skærmen.

Du må ikke spise Ipren. Hvis du bliver smittet med Covid-19. Du må ikke gå ud – stay home, råber alle. Men du må alligevel gerne gå en tur i skoven. Restauranterne er lukket. Men du kan stadig handle fødevarer. Du skal bare huske håndsprit. Men det er udsolgt, og der er ikke udsigt til, at det kommer på hylderne foreløbig. Til gengæld er der masser af toiletpapir, selv om der bliver taget på vej over alle dem, der hamstrer. Jeg har bevæget mig udenfor og købt både brød, hakket oksekød og toiletpapir. Jeg har ikke mødt nogen, der hamstrede. Tvært imod møder jeg kun det her samfundssind, vores statsminister taler om.

Og det er jo lige nøjagtigt det, det handler om i en tid som denne, som de færreste af os har oplevet lignende før. Verden er i kaos. Folk bliver syge. Indlagt. Og alt for mange dør rundt om i verden af den her møg-virus. Vi står overfor katastrofale økonomiske udfordringer. Vi forstår det ikke – det er ukendt, og i afmagt enten råbes der og peges fingre af dem, andre synes gør det hele forkert.

Jeg så forleden et opslag på Facebook, hvor de unge blev skældt ud. “De tog det ikke alvorligt.” Jeg ved ikke – jeg har tre stk. herhjemme, og de bevæger sig kun udenfor for at passe deres arbejde hos bageren. Hånden på hjertet så tror jeg faktisk de unge er meget bedre til at tilpasse sig og “mødes” via de sociale medier, end os halvgamle, der vredt skælder ud over alt det, andre ikke må gøre.

Jeg savner mine venner. Jeg savner min mor, ja jeg gør, hun sidder isoleret i Viborg, men hun er blevet ret sej til at sende fotos og hilsner på sms. Jeg savner mine gode samarbejdspartnere, at drikke en kop kaffe med dem og tale om verden og Varde. Jeg savner de helt grundlæggende banale ting. At kunne give veninden, der i går satte suppe ved min dør, et kram. At kunne suse afsted ud i det blå og stoppe op ved folk og fæ og sludre. Jeg savner dialogen om noget, der ikke handler om Corona. Jeg savner de små bekymringer, der i dag er fuldstændig ligegyldige.

Og jeg savner at have styr på DET. Styr på situationen – det har jeg ikke, for jeg ved ikke, hvad der sker i morgen eller om en uge. Og det gør du nok heller ikke… men jeg ved, vi skal passe på hinanden og os selv og overholde alle de regler, der måtte være. Og så tror jeg, at vi slipper nemmere gennem denne tid ved at tale de gode ting frem i stedet for at pege fingre og nedgøre andre. Vi VED jo reelt ikke, om damen der hentede tre pakker toiletpapir havde bud med fra de ældre naboer.

Hjælp hinanden, send et smil afsted – men gem krammet til bedre tider….