Forleden var jeg til eksamen. Sådan rigtigt. Jeg kom ind i lokalet – svedige håndflader – og forsøgte at skjule, hvor nervøs jeg var. Ved bordet sad min engelsklærer. Jeg kunne ikke se andre lærere og undrede mig faktisk over, at der ikke var en censor. Min engelsklærer kiggede på mig ud af sine fedtede hinkesten til briller og bad mig sætte mig ned. Før jeg nåede at starte en samtale op, rejste han sig og satte knoerne i bordet lige foran mine noter og snerrede ind i mit ansigt, så jeg kunne mærke hans ånde: Ulla, du er dumpet. For du er så dum, at du ikke engang forstår Shakespeare. Du er håbløs ubegavet, og du bliver aldrig til noget.
Så sad jeg der. Og tænkte at det var lige godt groft nok. Sådan at jeg aldrig ville blive til noget. Heldigvis kom min latinlærer ind i lokalet, og jeg skyndte mig at bøje de to første ord, jeg havde lært, Insula og Dominus, mens latinlærer til min store forundring føjede engelsklærer med kommentaren: Ulla, du bliver aldrig til noget.
Og så vågnede jeg. Med svedige håndflader og en alarmerende puls.
Det er rundt regnet mange år siden, jeg sad ved eksamensbordet. Det var ikke helt så slemt, som i drømmen, men jeg husker virkelig ikke de eksamener på Katedralen som noget rart eller positivt. Og det med Shakespeare, det sagde min engelsklærer rent faktisk til mig IRL, men jeg havde også et pænt anstrengt forhold til den klaphat af en lærer, hvilket er en ganske anden historie.
Selvfølgelig har jeg denne drøm, fordi alting derhjemme i disse dage handler om pigernes kommende eksamener. Og ak&ve – de her skønne unge mennesker, der sidder med snuderne i bøgerne, og gør sig klar til det skrækkelige grønne bord.
Jeg har hverken morale eller en finurlig afslutning på denne uges klumme, og skrev den udelukkende med det simple formål at ønske alle de her unge mennesker al mulig held og lykke – og husk nu, man kan godt få et glimrende liv, selv om man er for ubegavet til at forstå Shakespeare! 😉