“Det er svært at få armene ned…!”

Der er højt humør i Varde Fritidscenter – den store ombygning er i fuld gang, og selv om det hele roder lige nu, så er det optimismen, der fylder overalt. Og grunden til det? Det er kort fortalt fordi det går godt!

– Det var rent ud sagt noget skidt, da COVID-19 lukkede centeret og dermed også svømmehallen ned, vi stod jo og var simpelthen så klar til at vise alt det nye frem, fortæller Marjun Johansen, der er daglig leder i Varde Svømmehal.

Det er ikke længe siden, at Varde fritidscenter kunne præsentere en ny flot wellness-afdeling med udendørs spa, udendørs pool, sauna og meget mere, og netop som det var blevet indviet og sat i gang, kom COVID-19 og lukkede hallen.

Da de gældende regler tillod det, åbnede vi op igen – og det var virkelig vigtigt for os at være helt skarpe på detaljerne omkring reglerne. Heldigvis kan vi kun se tilbage på en virkelig fin åbning – med fuld forståelse og ikke mindst opbakning fra svømmehallens gæster – det har nærmest været overvældende, fortæller Marjun.

Hun og svømmehallens øvrige personale har været på overarbejde i forbindelse med COVID-19, og selv om det har været lidt kedeligt at fungere som politibetjent, er det blevet taget rigtig godt imod af badegæsterne.

– Vi har været nødt til at være helt omhyggelige med at tælle – hvis der var for mange i vandet, måtte vi bede nogen gå op og vente, men alle har haft forståelse for det. Og der har også være et stort arbejde forbundet med at opdatere skiltning og information, så folk følte sig trygge, når de kom her.

– Det er bare vigtigt, og det bliver det ved med at være – det skal være trygt at være gæst her i huset – uanset om man kommer for at morgensvømme eller for at få et saunagus, understreger Marjun.

Svømmehallen har da også oplevet så stor interesse for blandt andet morgensvømning, at de har valgt at udvide åbningstiden, så der er åben for morgensvømning fra 5.30.

Og denne sommer har været god for Varde Fritidscenter – og for svømmehallen, der nu kan konstatere en fremgang på 70 % i forhold til 2019. Og det hænger utvivlsomt sammen med det faktum, at mange har valgt at holde sommerferien hjemme, og benytte de muligheder der er i lokalområdet, som marketingansvarlig, Pernille Svender, siger.

– Vi har oplevet en enorm hjælp fra flere sider, blandt andet fra Varde Kommune, der var med til at skubbe på et projekt hen over sommeren, hvor lokale klubber og foreninger kunne byde ind med aktiviteter til skolebørn. Vi satte rammerne, og de tilbød så aktiviteter – og instruktørerne, der var med, fik et beløb for deres indsats – og dette beløb gik ubeskåret til klubben. Det var genialt, og det gav en masse ny aktivitet. De forskellige sportsevents var meget velbesøgt, fortæller Pernille, der ikke lægger skjul på, at hun er glad for at være tilbage i en hverdag, der er knap så præget af Corona som i foråret.

Pernille Svender, marketingansvarlig Varde Fritidscenter

– Det er fantastisk at være en del af et hus, der er i så rivende en udvikling, som tilfældet er. Vi er stolte og ydmyge over den medvind, der er – og det giver så meget inspiration at iagttage, hvordan byggeriet tager form, ja, vi kan dårligt vente  med at vise det hele frem til påsken næste år, smiler Pernille Svender.

OM: Varde Fritidscenter er et sportscenter, der summer af liv og aktivitet hver eneste dag. Hele året rundt. Vi er et hus med plads til alle. Til dig, der vil i bedre form. Dig, der vil hygge med vennerne. Og dig, der vil holde fest i aktive omgivelser.

Vi er vilde med sport og kultur, og vi elsker den energi, der kommer, når vi er sammen og har det sjovt. Uanset om det er til kamp på stadion, til et fagligt møde eller, når vi mødes for det sociale fællesskab.

Vores mål er hele tiden at udvikle centeret og tilbyde vores brugere det, de ønsker og har brug for. Hvad hjælper det at have store, flotte omgivelser, hvis det ikke matcher det, du har brug for? Derfor siger vi:
Der skal altid være noget at komme efter i Varde Fritidscenter.

Vi har det sjovt, og vi står sammen. Om sporten og oplevelserne. Når vi vinder og taber.

Læs meget mere HER