Det digitale bibliotek står klar med masser af tilbud

Det digitale bibliotek står klar med masser af tilbud Varde Bibliotek har aftaler med en række digitale udbydere, og lige nu er der fuld adgang til alle hylder. Gennemsnitligt er næsten 1000 lokale borgere hver måned en tur inde og låne nye ting på eReolen. Her findes der en kæmpestor bestand af ebøger og lydbøger. Lånetiden er 30 dage, fuldstændig som i det almindelige bibliotek, og hvis ikke, man når at bliver færdig, er der mulighed for at forny.

“Selvom der på eReolen er bøger med ventetid og reservationer, er der stadig masser af andre spændende tilbud. Alle, der er bosat i kommunen, har mulighed for at få adgang – og der er noget for enhver smag, både Lille Frø, billedbøger, og for de lidt større, Ferrante eller Chris Carter.”

“eReolen er et oplagt tilbud for både store og små, når man nu ikke kan komme ud af døren,” understreger biblioteksleder Peter Lindgaard. Adgang til lån og læsning foregår enten på pc, tablet eller smartphone.  Man kan få mere at vide om tilmelding og muligheder på bibliotekets hjemmeside.

Vil man have det fulde overblik over de digitale biblioteksmuligheder – Filmstriben med spændende filmklassikere for børn og voksne, Verdensbiblioteket med adgang til bøger på fremmedsprog, RB Digital med artikler og magasiner, ordbøger, kurser og meget andet, skal man klikke sig ind på E-biblioteket på vardebib.dk. Man kan også hente app’en Biblioteket i app store eller på GooglePlay.  Det er bibliotekets digitale hovedindgang.

Den seneste uge har Varde Bibliotek åbnet en telefon biblioteksvagt med åbningstid mandag til fredag kl. 10-16. Her kan man f.eks. få mere at vide om adgang til de digitale hylder. Det er bibliotekets faste medarbejdere, der sidder i røret og hjælper. Man kan også skrive og få hjælp til biblioteket via hjemmesiden.

DEL