Danskerne siger nej til energiforbedringer

Foto: Arkiv
Boliger og byggeri står ifølge Energistyrelsen for 40 procent af Danmarks samlede energiforbrug. Derfor ligger der et kæmpe potentiale i at energioptimere den eksisterende boligmasse. Ejendomsmæglerkæde lancerer nu en klimaberegner, hvor boligejere og potentielle boligkøbere får synliggjort gevinsten for både klimaet og pengepungen, hvis de ønsker at give boligen et løft på energien. Det sker ved hjælp af simple til- og fravalg af mulige energiforbedringer, som anvises i beregneren.

Kun hver 20. dansker (+25 år) overvejer at skifte bolig af klimahensyn.
4 ud af 10 danskere (+25 år) træffer ikke klimabevidste valg, når de forbedrer boligen.
Over 30 procent af danskerne (+25 år) er ikke opmærksomme på at begrænse CO2-udledningen via boligens energiforbrug. Kun 24 procent er i høj grad opmærksomme på det.

Kilde: Spørgeundersøgelse for RealMæglerne: Energimærkning / Voxmeter

Danskerne er blevet klimabevidste. Det illustrerede ikke mindst det seneste folketingsvalg, hvor klima kom øverst på dagsordenen.

Det kniber dog mere, når bevidstheden rettes mod egen bolig eller interessen for en kommende bolig.

Det er kun vigtigt for hver 2. dansker (+25 år), når de er på boligjagt, om boligen er klimavenlig. Det viser en aktuel spørgeundersøgelse, som RealMæglerne netop har gennemført blandt flere end 1.000 respondenter. Undersøgelsen giver et indblik i danskernes syn på og forhold til klimaet – relateret til boligen. Andre boligspecifikke tilvalg er fortsat vigtigere end klimaet.

Klimaberegner hjælper med rigtige valg

Men det er ikke boligejernes skyld, mener Preben Merrild Angelo, adm. direktør i RealMæglerne og BoligOne. Redskaberne har manglet:

– Grønne boliger er til gavn for boligejerne og for klimaet. Boligejerne sparer penge på energiforbruget, og vi mindsker CO-udslippet sammen. Samtidig har en række undersøgelser allerede dokumenteret, at boliger med bedre energimærker sælges hurtigere. Men – som den aktuelle undersøgelse fra RealMæglerne også viser – kan det ofte være svært at gennemskue gevinsten ved energiforbedringer. Derfor forsøger vi nu ved hjælp af Min Klimaberegner at gøre det nemmere for boligejerne at foretage de rigtige valg, siger han.

Klimaberegneren vil i første omgang være knyttet til boligsager på RealMæglernes boligplatform: https://www.realmaeglerne.dk/

Et tænkeligt scenarie er dog, at Min Klimaberegner på sigt findes på alle boligsager i Danmark.

– Nu byder vi politikerne op til dans og siger: Her er løsningen på nedbringelsen af CO2 fra private boliger – vil I være med? Og så ser vi, hvad der sker, fortæller Preben Merrild Angelo.

Nedbringelse vises med træer

Klimaberegneren vil ikke alene vise prisen på forbedringen og den årlige energibesparelse ved samme. Den vil også visualisere i træer, hvad CO2-nedbringelsen svarer til. Altså; hvor mange træer kan årligt optage den samme mængde CO2, som du nedbringer dit aftryk med ved energiforbedringen? Det kunne fx være 410 kg (0,41 ton) CO2 årligt.

Den beregning står Palle Madsen bag. Palle er PhD. i skovdyrkning samt seniorforsker og ejer af InNovaSilva ApS. Han er lige nu aktuel med bogen Klimaskoven, der dokumenterer, at dyrket skov er et af de måske mest kraftfulde midler til at få stoppet og vendt CO2-stigningen i atmosfæren.

Træer er gode til at fortælle

Skovrejsning på 11 procent af Danmarks landareal kan nedbringe CO2-aftrykket med hele 30 procent, hvis man både planter vækstkraftige træer og anvender træet kløgtigt.

Og så er træer desuden gode til at fortælle, mener Preben Merrild Angelo:

– Vi har valgt at omregne energibesparelsen i træer, fordi vi gerne vil gøre det nemmere at forstå. C02 er indiskutabelt svært at forstå. Men naturen, skoven og træerne holder vi alle sammen af, og det er nemmere at forstå. Man kan sige, at der er to vinkler på nedbringelse af CO2. 1. brug mindre energi i boligerne, 2. *skovrejsning hjælper til at optage og binde CO2 og levere det træ, som vi har så hårdt brug for, så vi kan gøre vores samfund mere klimavenligt, siger han.

* Skoven har ifølge Palle Madsen en nøglerolle i forhold til klimaet, fordi træer ved deres fotosyntese kan optage CO2 fra luften og lagre CO2 som kulstof i skoven og træmaterialerne og ikke mindst erstatte energikrævende materialer som beton og stål.

– Vores store ønske er, at klimaberegneren vil blive en succes for vores boligsælgere, så deres boliger bliver endnu mere attraktive, fordi evt. kommende forbedringer bliver gennemskuelige i forhold til både energiforbruget i boligen og i forhold til klimaet, siger Preben Merrild Angelo.

Udvalgt til adfærdsprojekt fra Energistyrelsen

Stort set sideløbende med lanceringen af Min Klimaberegner er RealMæglerne som landsdækkende ejendomsmæglerkæde udpeget af iNudgeyou til at deltage i et klima- og energiprojekt fra Energistyrelsen.

Ny undersøgelse: Få forstår Energimærket i bolighandler

Projektet undersøger mulighederne for, hvordan flere boligejere kan få øjnene op for at gennemføre energiforbedringer af boligen. Energistyrelsen er en selvstændig styrelse under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

– iNudgeyou arbejder med adfærdsforskning, og som en del af projektet vil potentielle boligkøberes adfærd og intentioner omkring energiforbedringer blive dokumenteret. Det betyder, at RealMæglerne nu fra flere vinkler kan få belyst, hvordan vi kan medvirke til at knække klima-nødden. Og det er selvfølgelig en opgave, vi gerne vil tage på os, fortæller Preben Merrild Angelo.

Rent teknisk betyder det, at der i testperioden indsamles data om adfærd på RealMæglernes boligplatform i henhold til Energimærket/Energirapporten. Det er altså ikke personlige data, der dokumenteres og måles på, men udelukkende data om bevægelsesmønstre og effekten af digitale virkemidler på realmæglerne.dk.

Test Min Klimaberegner her: https://klimaberegner.realmaeglerne.dk/

DEL