Danmark spiser sammen mod ensomhed!

Jonas Gadgaard I gang med at lave mad over åben ild

I uge 17 er der igen i år ”Danmark Spiser Sammen”. Et arrangement som har det ene mål at modarbejde ensomhed. NaturKulturVarde inviterer på Vilde Skovburgere i naturen.

Det er efterhånden blevet en tradition at NaturKulturVarde støtter op om ”Danmark Spiser Sammen”

– Sidste år blev en enorm succes, med venteliste på arrangementet. Derfor er vi naturligvis med igen i år – udtaler Jonas Gadgaard og Morten Vinding, som begge er de Naturvejledere og VILD MAD formidlere, som man kan møde til dette arrangement.

Igen i år, er der tale om et udendørsarrangement, ved den Gamle Skovfogedbolig på Roustvej udenfor Varde. Arrangementet foregår således at deltagerne er sammen om at sanke råvarer i naturen og tilberede maden. Menuen står på vild burger med paneret fasankød og grøn vegetarburger af skovens urter. Burgerbollerne bages i stenovnen på stedet.

Fakta:

Om Danmark spiser sammen: Med store og små spisearrangementer over hele landet ønsker man at gøre det lettere at møde nye mennesker og at invitere til samvær og fællesskab. Målet er at komme ud i enhver krog af Danmark – på tværs af generationer og kulturer. Alle kan oprette et arrangement via websitet: http://www.danmarkspisersammen.dk/

NaturKulturVarde er efter fusionen den 1. januar 2017, en ”Naturlig” del af Vardemuseerne.

Arrangementet foregår Onsdag den 25. april klokken 17:30-20:00 og kræver tilmelding. Der er 30 pladser.

Prisen pr. deltager er 75,-

 

DEL