Brugen af fleksboliger er koncentreret til få kommuner

Arkivfoto
Fleksboligordningen, hvor helårshuse kan anvendes uden bopælspligt, er tænkt som et bidrag til at gøre landområder med affolkning mere attraktive. En del kommuner anvender ordningen, men fire kommuner har tilsammen mere end 2/3 af alle landets fleksboliger. Fleksboliger har generelt ikke den store økonomiske effekt på lokalområder.

VIVE har undersøgt omfanget og konsekvenser af fleksboligordningen og ophævelse af bopælspligten i Danmark og har fået økonomisk støtte til undersøgelsen fra Erhvervsministeriets Landdistriktspulje. Fleksboligordningen, som blev indført i 2013, har blandt andet til formål at øge boligefterspørgslen og den økonomiske omsætning i geografiske områder med affolkning og mindske antallet af tomme huse, der ellers er i risiko for at forfalde.

Antallet af fleksboliger vokser

VIVEs undersøgelse viser, at mere end en tredjedel af landets kommuner anvender fleksboligordningen, og antallet af fleksboliger har været støt stigende, siden ordningen trådte i kraft. Fleksboligerne ligger især i de kystnære områder, og ejerne bor ofte langt fra deres fleksbolig – mange mere end 100 km derfra. Fleksboligerne er et billigt alternativ til sommerhuse – i nogle landsdele er de næsten 50 % billigere.

Ordningen bruges og vurderes forskelligt

Professor Nicolai Kristensen, der har ledet undersøgelsen, hæfter sig blandt ved en meget uens brug og vurdering af fleksboligordningen blandt kommunerne:

– Kommunerne vurderer betydningen af fleksboligerne meget forskelligt og anvender også ordningen meget forskelligt. De fire kommuner, der anvender fleksboligordningen mest, står for 68 % af alle fleksboliger i Danmark, og for disse kommuner har ordningen en vis økonomisk betydning i form af øget omsætning. Men vores analyse støtter ikke teorien om, at de lokale boligmarkeder vil opleve bedre tider på grund af ordningen.

Analysen har undersøgt fleksboligernes betydning for lokalområdet. På sogneniveau viser den, om fleksboligerne har en effekt på huspriserne, på salget af huse og på omsætningen i lokalområdets forretninger og virksomheder. Resultatet er,

  • at fleksboliger har en lille effekt på omsætningen. I gennemsnit medfører en ekstra fleksbolig en stigning i den månedlige omsætning i sognet på 1.161 kr. For et sogn med 25 fleksboliger svarer dette til ca. 350.000 kr. om året i øget omsætning.
  • at der er et meget lille fald i husprisen i de sogne, der anvender fleksboliger. Én ekstra fleksbolig medfører et fald i husprisen på 879 kr.
  • at fleksboligordningen ikke har påvirket salget af boliger.

Sammenfattende viser undersøgelsen således, at fleksboligordningen benyttes i stigende omfang, og at der kun er en beskeden øgning af den lokale omsætning som følge af ordningen.

DEL