Bolette vil være nummer 1 i sin sport

Af Henrik Clausen Pedersen

Jeg kommer gående ind ad familiens indkørsel og ser en kæmpe campingvogn. Den er stor, tænker jeg. Jeg gør ingen tanker om hvorfor. Der kommer dog en meget naturlig forklaring på det senere.

Jeg går bag om huset. Der står BMX cyklen. 20” hjul og ingen gear. Den er flot, men lille, tænker jeg. Også dette kommer der en god forklaring på.


Jeg skal nemlig besøge Bolette og hendes mor Rikke, hendes far Arne, og søsteren Mikkeline.
Vi har aftalt at tale om, hvor meget tid der går med Bolettes sport.
Først får jeg et kig ind på Bolettes værelses. Tak skæbne. Et hav af pokaler og medaljer, masser af fotos af BMX idoler. Nå ja, og så lige to vindertrøjer, det nye tiltag fra i år.
Dernæst får jeg et kig ind på Mikkelines værelse. Også her er der godt fyldt med medaljer og pokaler. ”Der skal snart bygges til”, får jeg sagt. Meget imponerende.

Mikkeline tog teten
Det var storesøster Mikkeline, der i 2008 begyndte med at køre BMX som 5-årig. Hun havde først prøvet lidt af sin mors hobby teater, men nu var tiden til også at prøve sin fars hobby, cykling.
Arne startede med at køre mountainbike i 1995. Da et par Mountainbike-ture ikke helt faldt i god jord, foreslog han, at hun kunne komme med ud på Varde BMX Stadion og se de kørte rundt.
–  Jeg så de kørte rundt på banen og prøvede også selv at køre. Efter et par måneder kom jeg med til mit første BMX løb, hvor jeg kørte i pigeklassen ”8 år under”. Selvom jeg kun var 5 år og nogle af de andre 8 år lykkedes det mig at få en pokal med hjem og så var jeg solgt, fortæller Mikkeline.

Hun charmede sig ind på publikum og smilte til dem, når hun kørte forbi dem. De klappede ad hende og hepperiet, hjalp hende over de store bakker og gav hende selvtillid. Derefter viste det sig hurtigt, at hun havde talent. Fire medaljer og 26 pokaler på tre år taler sit tydelige sprog.
Efter tre år på BMX cyklen mistede hun interessen og vendte tilbage til dansen og teaterlivet, som hun stadig dyrker i sin fritid.
–  I slutningen af sommerferien i år var jeg med 7-Kanten på SPLÆSJH CAMP i Norge, en teatercamp for unge i hele norden. Det var rigtig spændende og sjovt.
–  Ellers er jeg med rundt til mange BMX løb. Jeg er blevet ”overhalet” af min lillesøster, griner Mikkeline, som virker meget afklaret med, at det er lillesøsteren, der er stjernen på banen.

Den første cykel
I august 2009, da Bolette er tre et halvt år gammel, køber hendes forældre den første BMX-cykel til hende. På dette tidspunkt kan Bolette endnu ikke selv mestre de høje bakker, men må skubbes af sin far rundt på banen. Det blev dog bedre allerede året efter og som fire-årig har hun fået så meget kraft i sine ben, at hun kan cykle hele banen rundt, uden at far hjælper hende.
–  Efter turene rundt på banen med Bolette og med nu to piger, der selv mestrede sporten følte jeg tiden var inde til selv at prøve BMX sporten af. Man kan sige jeg blev lidt bidt af sporten, fortæller Arne, som sammen med hele familien tog med til det ene stævne efter det andet.
På dette tidspunkt kommer Rikke med i bestyrelsen og BMX begynder for alvor at fylde mere og mere for hele familien.
–  BMX sporten er ikke bare løb, det er også hygge. Når vi er afsted er der om aftenen lagt op til fælles langbord og bliver det for koldt trækker vi ind i et fortelt. Det er så hyggeligt, fortæller Rikke.
–  De første mange år sov vi i telt om natten, men med – på det tidspunkt – tre hjelme, tre cykler, grej og fire personer slider det hårdt på et telt. Så der gik mange telte i stykker, tilføjer Arne. Det sidste telt vi havde var et tre personers telt og vi måtte bakke ind og ud af det når vi skulle sove, griner Arne.

I 2011 beslutter familien sig for at købe en campingvogn, og den har været med rundt lige siden. Selv familiens kat, Frede er med, når familien tager på BMX weekend.
–  Frede er blevet vores camping kat, smiler Rikke.
–  I starten trænede jeg ikke om vinteren, så her kunne mor og Mikkeline koncentrere sig om dans og teater, inden den igen stod på BMX fra sidst i marts måned, siger Bolette. Rikke fortsætter:
–  Da pigerne var små måtte begge piger have et hvil mellem børnehave/skole og BMX, så de kunne klare de to timers hårde træning. For hjem før tid ville de ikke.

Lige siden løbsstarten som fire-årig, har Bolette måtte tage kampen op mod de ”gamle” piger.
–  Jeg kørte bl.a. mod min søster i de første år. I 2013 vandt jeg mit første DM som 7-årig, og fik min første lufttur, mens min mor stod og filmede det.

Sidenhen er det blevet til mange luftture, idet hun er seks-dobbelt Danmarks Mester og to gange Nordisk Mester. 18 medaljer og 48 pokaler taler sit tydelige sprog.

Men hun er ikke kommet sovende til succesen. Træningen og engagementet er med årene eskaleret. Bolette går i 7. klasse og er optaget på Idrætstalentlinjen, hvor hun to morgener om ugen kan dyrke sin sport i skoletiden.

–  Det giver mig motion, og jeg kan dyrke min sport i skoletiden, fortæller hun. Det gør slet ikke noget, at jeg selv skal følge op på lektier og de ting, jeg misser i skoletiden. Det vigtigste er, at jeg kan dyrke min sport mere.

Foruden sin morgentræning træner Bolette i dag fire – syv timer på banen i Varde og andre baner, når hun deltager i distriktstræning. Derudover går hun i fitness, træner på sin mountainbike og kan også finde på en morgensvømmetur. At være så aktiv kræver en god kost og et hvil ind imellem, når det bliver for meget for den nu 12-årige BMX-pige.

Hver gang Bolette træner, er hendes far med. Han går også til hånde, når cyklen skal pudses og er heller ikke ræd for at få sorte fingre.

–  Det er ikke mig, cykelhandleren tjener penge på, smiler Arne.

–  En BMX-cykel har ikke gear, så det er ret simpelt. Man skal bare træde hårdt til. Man står jo op og cykler. Derfor er cyklen så lille, tilføjer Arne.

Mange stævner
Bolette er til stævne næsten hver weekend. Der er få weekender, hvor familien ikke har været til løb siden marts.

Bl.a. har familien været til Europa Cup i Verona i Italien, Blegny i Belgien og Zolder i Belgien. Derudover har Bolette kørt National Cup og Midtjysk Cup, Nordisk Mesterskab i København, Danmarksmesterskab i Ålborg og Europamesterskab i Sarrians, Frankrig.

Jo, Bolette giver sig 110% til sin sport og familien ofrer gerne deres tid og penge på hende.

–  Det giver os jo en masse oplevelser. Mikkeline fejrede sin fødselsdag i Verona og vi fik gået Verona tyndt. En BMX tur skal indimellem også give os tid til at være turister. Vi ser en masse og prøver at gøre det hyggeligt. I Frankrig var vi, efter EM, turister ved Den Franske Riviera. Vi går all in, når det er muligt, siger Rikke.

Bolette skal igen i år deltage i vintertræningen i Feldborgs indendørs hal, der rummer en hel BMX bane. En træning, der i år løber over 18 fredage. 2. november er første gang og både far og Bolette tager gerne turen til Feldborg fredag efter fredag, mens mor og storesøster hygger derhjemme, hvis ikke lige Mikkeline skal på arbejde på Hodde Kro, hvor hun er opvasker. Jo, der er også en logistik, der skal gå op.

De fleste familier spiser dejlig mad og hygger sig en fredag aften. Men ikke hos familien Schlüter. De har ikke tid til sofahygge og slik på en fredag, men prioriterer gerne andre aftener, hvor der hygges på højt plan med god mad og et spil.

–  Det siger sig selv, at vi indimellem ikke alle fire er med til mange familie komsammen, fødselsdage, gadefester, osv. Nogle gange deler vi os og andre gange må vi helt melde fra. Det er naturligt for vores familie og venner, at vi er væk til BMX cykelløb, fortæller Arne.

Mangler en sponsor
Sporten koster jo penge og den helt store sponsoraftale lader vente på sig. Bolette har endnu ikke fået den sponsor, hun søger.

–  Jeg ved ikke om det lykkes. Men skulle nogen ville sponsorere mig, er vi klar på at komme til et møde, smiler hun.

Bolettes venner har accepteret, at det ikke er meget, de ses.

–  Mine venner dyrker selv meget sport, så de ved godt, hvordan det er.

Ordet kærester er ikke noget, de to unge piger går op i. Det kommer nok en dag. Arne griner og siger,

–  Mine første spørgsmål til en potentiel kæreste til Bolette vil være: Hvilken cykel har du, og hvornår skal du med ud til dit første løb, griner Arne.

Så kæresten er bare ikke dukket op – endnu.

Så hvad er planen for Bolette nu. Fortsætter hun med sin BMX-cykel og kommer der flere pokaler, trøjer og mesterskaber? Og hvad finder familien nu på? Skal der bygges ud, så der bliver plads til de mange ting, hun vinder?

–  Udbygning af værelset du omtalte i starten, da du kom ind, er prioriteret væk.

–  Bolette fortsætter uden tvivl, for hun er jo vild med sporten.

–  Hun har fortalt sin træner, at ambitionerne for næste år er bl.a. at nå længere til EM, end i år, hvor hun desværre røg ud i kvartfinalen.

–  Der venter altså igen mange ture rundt om i verden. Mange overnatninger og mange stævner.

Jeg begynder at forstå, hvorfor campingvognen var så stor. Og hvorfor Rikke sagde, at katten var en camping kat.

SENESTE NYT:

Når man gi’r sig 110 % kan det ske, man styrter. Bolette slap heldigvis endnu engang med skrækken og to dage på langs, da hun efter gårsdagens styrt kom med ambulancen.


Pokal nr. 49 kom dog hjem i søndags da hun sluttede National Cup som nr. 7 blandt de seje og hurtige 12-årige drenge. Et resultat hun er meget stolt over, eftersom det er første gang, hun deltager mod drengene.