Børn fra Esbjerg og Varde lærer at redde liv på Hjerting Strand

Strandene er populære udflugtsmål, men hygge og leg kan hurtigt risikere at blive afløst af druknefare. Det er baggrunden for DGI’s Ocean Rescue Camps, som i Esbjerg foregår i sommerferien fra den 24. til 28. juli på Hjerting Strand.
Ocean Rescue Camp introducerer børn mellem 8 og 17 år til en masse kystlivredningsaktiviteter som førstehjælp, dykning, svømning og board padling.

– Børnene bliver klædt på til at kunne redde sig selv og deres venner og familie. Man kan være en rigtig dygtig svømmer i et bassin, men ikke kunne begå sig sikkert i det åbne vand. For der gælder nogle helt andre forhold. På campen lærer de deres lokale strand at kende og at forstå vind, vand og strøm, siger Mads Hjort, som er konsulent i DGI Svømning.

60 Ocean Rescue Camps over hele landet
Ocean Rescue Camp er et DGI-koncept, der løber af stablen for fjerde gang på landsdækkende basis. I år samarbejder DGI med svømmeklubber om 60 camps fordelt på hele landet. Dagene på campen vil blive præget af en god blanding af sjov og konkurrencer.

– Som noget forholdsvis nyt i Danmark kommer deltagerne til at prøve konkurrencelivredning. Det kan for eksempel være at padle hurtigst på et board og bruge bølgerne til hjælp, fortæller Mads Hjort.
Og der er helt styr på sikkerheden, da der deltager en uddannet kystlivredder samt uddannede instruktører.

I Esbjerg glæder Brian D. Marshall fra Esbjerg Svømmeklub sig til at byde børnene velkommen i samarbejdet med DGI.
– Vi ser frem til nogle fede dage med masser af glade og aktive børn på stranden. Ocean Rescue Camp kombinerer sjov og leg med læring, der kan bruges, hvis der en dag opstår en alvorlig situation, siger Brian D. Marshall.