Blåvandshuk Svømmeklub deltager i Den Store Svømmedag

Blåvandshuk Svømmeklub deltager i Den Store Svømmedag 2018 for 25. gang.

Når det landsdækkende svømmearrangement Den Store Svømmedag løber af stablen søndag den 7. oktober, vil Blåvandshuk Svømmeklub, traditionen tro, være med i kapløbet om flotte pengepræmier. Den Store Svømmedag arrangeres af Dansk Svømmeunion i samarbejde med de deltagende svømmeklubber og svømmehaller over hele landet.

Vær’ med i konkurrencen og hjælp os med at vinde

Den Store Svømmedag, som er Danmarks største landsdækkende svømmebegivenhed, er et breddearrangement, hvis primære formål er at få flest mulige svømmeglade mennesker en tur i den lokale svømmehal. Der stilles ikke krav til deltagerne om hvor langt der svømmes – alle meter tæller!

Derfor er det også Blåvandshuk Svømmeklubs håb, at så mange som muligt vil kigge forbi i Svømmehallen i Sportsparken, Strandvejen 2 i Oksbøl søndag d. 7. oktober i tidsrummet 10.00-16.00, hvor dørene er åbne for en gratis svømmetur.

Alle er velkomne: unge som ældre, store som små. Det eneste krav, vi stiller er, at du skal kunne svømme eller holde dig flydende minimum 25 meter og have lyst til at hjælpe Blåvandshuk Svømmeklub med at få svømmet flest meter og/eller få flest personer i vandet.

Flotte diplomer til alle deltagere

Alle, som møder op og hopper en tur i vandet, modtager et flot diplom som bevis for deltagelse i arrangementet. Samtidig hjælper du Blåvandshuk Svømmeklub tættere på de mange flotte præmier.

Præmierne til Den Store Svømmedag

Der svømmes i år i 34 svømmehaller fordelt over hele landet, hvor der dystes om følgende præmier:

  • Der er præmier til de arrangementssteder, som opnår at få flest personer i vandet.
  • De arrangementssteder, som opnår at få flest personer i vandet i forhold til byens indbyggertal, vinder også præmier.
  • Endelig er der også præmier til de arrangementssteder, som tilbagelægger flest meter i løbet af de seks timer, som arrangementet løber over.

Præmierne er fordelt på følgende måder:

Flest deltagere i vandet:
1. præmie: 5.000 kroner
2. præmie: 3.000 kroner
3. præmie: 2.000 kroner

Flest deltagere i forhold til by:
1. præmie: 5.000 kroner
2. præmie: 3.000 kroner
3. præmie: 2.000 kroner

Flest svømmede meter:
1. præmie: 5.000 kroner
2. præmie: 3.000 kroner
3. præmie: 2.000 kroner

Følg konkurrencen på Internettet

På Dansk Svømmeunions hjemmeside: www.svoem.org/svoemmedag kan du hele dagen følge slagets gang og på den måde have føling med, om der er pengepræmier inden for rækkevidde for Blåvandshuk Svømmeklub.

REMA 1000

REMA 1000 sponsorer i år frugt til alle deltagere, der møder op og svømmer i de deltagende svømmehaller i hele landet – herunder også til Blåvandshuk Svømmeklub.

Tak for det gode samarbejde til REMA 1000.

Blåvandshuk Svømmeklub er med for 25. gang i år.

Det er 25. gang, at Blåvandshuk Svømmeklub er med i dette efterhånden traditionsrige svømmestævne, som blev svømmet første gang i 1989.

Tidligere har vi præsteret at opnå en 1. plads i antal deltager i forhold til postnr. Et andet år fik vi en 2. plads i antal deltager og et år var det en 3. plads i antal svømmede meter.

En anden sejr var da ældste deltager var 98 år og yngste deltager under et ½ år.

 

 

 

DEL