Biografejeren: Det her er noget lort

Selvom det kommer til at koste rigtig mange penge for biografejer Kim Krogh, så har han faktisk allermest ondt dybt ned i sjælen over nogle af byens forretningsdrivende

Coronakrisen nærmer sig nu den første måned og for biografejeren i Varde, Kim Krogh, har det været dybt frustrerende.

–  Jeg går og samler flasker, siger han.

–  Nej spøg til side. Det er ikke ret sjovt, det er det virkeligt ikke.

I øjeblikket ved han ikke noget, bortset fra at der ingen indtægter er. Og støttepakkerne forslår slet ikke. Ja faktisk har han svært ved at se en indtægt dukke op, der kan betale bare noget der ligner en omkostning.

–  Men i modsætning til mange andre, så har jeg et kapitalberedskab, så der skal nok åbne en biograf i Varde igen, men det er godt nok ikke sjovt.

Selvom Kim Krogh mister penge hver dag, så er han fuldstændig enig i, at man skal passe på hinanden.

–  Sådan nogen som jeg og restaurationsbranchen skal selvfølgelig ikke holde åben. Tiden kan kun vise om det er Sverige og USA, der får mere ret end os. Det skal jeg ikke kloge på. Det har vi andre kloge hoveder til at finde ud af, fortæller Kim Krogh, som indrømmer, at han er et specielt tilfælde, når det kommer til det at være biografejer.

–  Jeg har ingen husleje. Jeg ejer biografbygningen. Mine kolleger, der bor til leje, kan få huslejen 100% refunderet.

–  Og så har jeg også købt alt mit udstyr, hvor andre har leaset og får leasingydelsen betalt. Det var måske dumt, men sådan er det.

– Men jeg kan love, at vi stadig har en biograf i Varde efter Coronakrisen.

Frygter for de små biografer
At krisen kommer til at koste nogle biografer livet, er Kim Krogh ikke i tvivl om.

–  Jeg er sikker på, at det koster de flere biografer livet. Og det er jo ikke kun fordi, vi er lukkede lige nu. For når vi åbner, har vi ingen film at vise, tilføjer han.

Den nye James Bond film er udsat til november og Top Gun med premiere i juli får først premiere i december. Rent faktisk er alle de kommende titler i april, maj, juni og juli enten udskudt til langt senere eller helt taget af biografvinduet.

–  Jeg tror, at mange film først får premiere senere på året. Og så har vi ingen film at vise, når biograferne igen åbner op.

– Jeg håber derfor, at nogle af de titler, der er færdige, bliver fremrykket, så vi kan komme i gang, men ingen har vel lyst til at være forsøgskanin. De store dyre film har måske kostet en mia. at lave, og hvis folk ikke tør gå ud at se dem, så smider de en halv mia. væk på den film. Det er der ingen der tør, spår biografejeren.

– Så det er ikke lukkeperioden, der er det værste, men det at man er nødt til at vente på, at hele verden er ovre det her, og folk tiltror sig selv at gå i biografen igen, det er det værste.

– Jeg tror ikke, vi har noget, der ligner ordinær drift, før vi når efteråret, medmindre krisen bliver løst hurtigt, lyder det fra Kim Krogh.

– Jeg er klar til at overholde to meters begrænsning og hver anden række lukket. Jeg tror det er den måde vi kommer til at starte op på. Men jeg tror heller ikke vi bliver overrendt med det samme, så det er ikke noget problem.

Som biografejer gennem mange år, har Kim Krogh opbygget en egenkapital. Men det er ikke alle, der har formået dette.

– Jeg har virkelig ondt af detailhandelen. Især de mindre som ikke er så konsoliderede. Det gør mig ondt dybt ned i sjælen.

– I Varde har vi set frem til færdige gågader efter gravearbejdet. Et gravearbejde, som også har kostet kunder for mange butikker, inklusiv mig selv. Og så kommer Coronakrisen bagefter.

– Jo det hele er noget lort, slutter Kim Krogh med et smil.