Bertram: Det fedeste er at mobilen er gemt væk!

Bertram går i 8. klasse på Sct. Jacobi Skole. Det er anden gang, han har tilmeldt sig UngeCampen.

– Jeg var afsted første gang i 5. klasse, og jeg fik så meget værdifuldt med hjem, så da jeg hørte om til tilbuddet, fik jeg lyst til at søge igen, fortæller Bertram.

Han var især begejstret for oplevelserne, han fik med sidst, i forhold til venskaber, og så rykkede han ifølge eget udsagn helt vildt fagligt for 3 år siden.

– Jeg er en aktiv dreng. Jeg kan ikke lide at sidde stille for længe af gangen, så bliver jeg nok lidt urolig, men kurset her har givet mig nogle gode ideer, som er ret nemme at arbejde med. Og så har jeg igen rykket mig ret pænt i læsning. Den måde, vi lærer det på her, virker bare!

Bertram er taget af sted denne gang sammen med to fodboldkammerater. De havde alle tre, inden afgang, gjort op med sig selv, i forhold til hvad, de gerne ville have sat fokus.

– Noget af det vildeste ved at være her, det er at vi ikke har vores mobiltelefon. Den er pakket væk, og vi må bruge den en halv time hver dag. Den første dag var det vildt underligt, og jeg savnede den da, men det gik hurtigt over. Faktisk er jeg blevet vildt opmærksom på, hvor meget tid, der går med at sidde og glo i den, og det er egentlig dumt, lyder det fra Bertram, der har et god råd til skolerne: Giv eleverne et break ind imellem – lad os løbe en tur rundt om skolen – giv os frisk luft, det virker!

FAKTA

UngeCampen er en læringscamp for de udfordrede teenagedrenge i overbygningen, der af mange forskellige årsager har tabt pusten og motivationen for skolen og som halter betydelig bagefter i dansk, læsning og matematik. Målet på UngeCampen er at løfte drengene til et nyt fagligt og personligt niveau, der skal give dem fornyet lyst til at lære og oplevelsen af faglig succes i læsning, dansk og matematik. På UngeCampen skal drengene blive klogere på deres egne læringsstyrker og arbejde bevidst med dem fagligt i forhold til læsning, dansk og matematik. De skal lære, hvad der giver dem de bedste læringsstrategier og opleve, hvilken betydning den gode energi, sundhed og bevægelse og det personlige lederskab har for at udnytte deres potentialer og blive bedre i skolen. På UngeCampen viser vi dem, hvordan succes ser ud – og hvordan vilje og positiv energi gør en forskel for dem, når de skal lære.

Campen er inspireret af Drengeakademiet.

DEL