Anne-Mette hjælper Chaplin med omklædning i lyntempo

Anne-Mette Rørvang hjælper Mikkel Moltke Hvilsom i det nye kostume. Vesten er syet sammen med skjorten, og flippen lukkes med velcrobånd.

Det går lynende stærkt, når skuespiller Mikkel Moltke Hvilsom forlader scenen, skifter kostume og efter bare 25 sekunder er klar til sin næste entré i Chaplin the Musical.

Omklædningen foregår lige bag kulissen, hvor en af Varde Sommerspils rutinerede påklædersker, Anne- Mette Rørvang, hjælper ham med at få det nye kostume på. Der er simpelthen ikke tid til at komme ned i skuespillernes garderobe hver gang.

– Vi har en helt fast rutine, fortæller Anne-Mette. Mikkel tager skjorten af på vej ud, jeg giver ham ny skjorte med påsyet vest på. Han hiver bukserne op. Jeg stopper skjorten ned. Og han lyner op, mens han er på vej ind på scenen igen. Det kræver fuld koncentration, og tøjet skal ligge på nøjagtig samme sted hver gang. Ellers går der ged i det.

Ved flere skift er tiden så presset, at der er brug for endnu en påklæderske, for eksempel hvis der skal skiftes sko, og så får Anne-Mette assistance af makkeren, Laila Hansen. De har arbejdet sammen ved flere sommerspil og udgør et godt team.

Slog skulderen
Når det skal gå så stærkt, kan der ske uheld, og under en af de sidste prøver blev Mikkel Moltke Hvilsom ramt på skulderen af en stol, som en medspiller skulle bære ud fra scenen. Anne-Mette Rørvang kørte ham på skadestuen, hvor han fik skulderen tapet op.

Til daglig er 48-årige Anne-Mette Rørvang socialrådgiver i Børn, Unge og Familieafdelingen i Varde Kommune.

Hun var med sine forældre til det allerførste sommerspil, Jomfruburet i 1978. Året efter spillede hun – som 9-årig – en lille pige i ensemblet i Champagnegaloppen, og siden har hun medvirket i flere sommerspil, ligesom hun har hjulpet forældrene med at sælge programmer. Siden 2009 år har hun været påklæderske, og hun trives med opgaven.

– Jeg har ikke brug for at stå på scenen, men jeg kan lide at være med på holdet, og vi har det skægt med hinanden. Det forventes at man leverer sit bedste – ellers ville det også være kedeligt.

Yes
Chaplin the Musical er nok den forestilling, hvor vi har været mest presset tidsmæssigt. Så det er yes og tommelfingeren op, hver gang et hurtigt skift kører efter bogen, siger Anne-Mette Rørvang. Hendes datter, Frederikke, er også med på det lille hold af påklædersker, selv om hun bor i København.

Chaplin the Musical kan ses på Friluftsscenen i Varde indtil den 13. juli.

DEL