ANMELDELSE:… Annie ramte mig lige i hjertet….

Årets forestilling ved Varde Sommerspil kan vel nærmest kaldes ”klassikeren over dem alle”.

For 3. gang i de 42 år 7-kanten har lavet sommerspil i Arnbjerg, er valget faldet på denne enestående og forrygende fortælling. En rigtig tidløs klassiker. Og fortællingen er virkelig. Annie Oakly, Sitting Bull og Buffalo Bill har alle levet. Intet overgår virkeligheden.

Forestillingen er skrevet af en af Amerikas største, Irving Berlin, og sangene i forestillingen er blevet nogle af de største hits i verdenshistorien. De kendte sange, som There’s No Business Like Show Business, Anything You Can Do I Can Do Better, og Can’t Get A Man With A Gun, har vel aldrig lydt bedre eller været fremført i flottere omgivelser end under bøgene på Vardes fantastiske friluftsscene.

Historien handler om den seje unge pige, Annie Oakly og den selvsikre herre, Frank Butler, bondepigen med de dårlige manerer og flødebollen, der finder sammen som et umage par om en fælles interesse for skydning. De er begge skarpskytter; han i det mest berømte Wild West Show, hun til husbehov for at kunne give sine mange forældreløse søskende mad på bordet.

Annie Get Your Gun er skrevet af Irving Berlin og bygger på en roman af samme navn, der faktisk tager udgangspunkt i virkelige begivenheder i slutningen af 1800 tallet.

Men selvom det hele starter som en konkurrence mellem de to, så opstår der varme følelser mellem dem. Men får de to så hinanden til sidst ? Det må du selv møde frem for at finde ud af.

Som sædvanlig har 7-kantens kostume og dekorationsafdeling lagt sig i selen. Forestillingen lægger i den grad op til fest og farver. Nøgleord i showet er cirkus, wild west, indianere, overdådige kjoler og flotte fyre. Det er historien om den fattige pige, der er mindst lige så god som mændende med sin skyder, når bare hun får chancen for at bevise det.

En fantastisk historie hvor instruktør Carsten Friis endnu engang har formået at ramme plet med de forskellige karakterer i stykket.

Når man sidder og kigger ned på kulisserne, så føler man med det samme, at man er tilbage i slutningen af 1800 tallet. Blandt andet også takket være den fantastiske koreografi af Berit Borg som den dygtige læremester, der får helheden til at funkle, når cowboys, indianere og andre godtfolk i de flotteste kostumer danser rundt på scenen.

Gitte Degnemark brillerer endnu engang med scenografien, mens Bjarne R. Jensen og hans dygtige håndlangere har fået skabt de flotteste bygninger.

Det er mig ubegribeligt, hvordan de har fået lavet den mølle, som Annie bliver hejst op i.

Agnethe V. Pedersen og resten af holdet på årets systue har også i år formået at fremstille de flotteste klæder, som absolut er hele forestillingen værd. Mon ikke Hollywood kalder, næste gang de skal bruge tøj til en westernfilm.

For at få sådan en forestilling til at gå op i en helhed, så betyder det, at alt skal spille. Og det gør det. Lige fra folkene i sminkerummet til lys- og lydfolkene, programsælgerne og alle de andre.

Ingen er stærkere end det svageste led. I 7-kanten er der bare ikke nogen svage led, og selv hovedrolleindehaveren, Christoffer Sonnich Møller holder ikke sin begejstring tilbage, når han hylder kollektivet og de stærke kræfter bag sådan en forestilling.

Men hvem er så de stærke kræfter i årets stykke. Det er jo nemt nok at hylde de garvede skuespillere som Neklas Klausen, Jesper Ulbæk Andersen, Danielle Karlson, Christoffer Sonnich Møller, Jonas Flindt Christensen eller Hans Kaarde Gundesen ( som i øvrigt også er forestillingsleder ). Sidstnævnte er forrygende morsom som Sitting Bull.

Men alle gør det fremragende, men jeg vil især hylde Danielle Karlson for hendes indlevelse i rollen som den naive og fattige pige fra landet, som blæser på janteloven. Hun lever sig selv ind i rollen på allersmukkeste vis og hendes sangstemme er en meget væsentlig del af stykket. Hold op hvor er hun en funklende stjerne….

Og mon ikke også Christoffer Sonnich Møller allerede har fået en masse pigehjerter til at smelte ?

Vi kan heller ikke komme uden om Trine Graungaard Hjerrild Thomsen. Hendes fortolkning af den hysteriske Dolly Tate er vildt imponerende.

Også de helt unge skuespillere, og dem er der mange af, viser et engagement og talent der kun lover godt for fremtiden.

Og næste år står den på H. C. Andersen og Fyrtøjet med den kendte Martin Brygmann i hovedrollen.

Der må blive trængsel til audition og ved billetkøen.

Jeg er allerede begyndt at glæde mig…

Og mon jeg så ikke hele natten vil ligge og synger med på de flotte sange fra årets sommerspil……

Billetter her:
https://7-kanten.dk/program/varde-sommerspil-2019/

Varde Sommerspil 2019: Annie Get Your Gun

PREMIERE: Skal du se 7-kantens “Annie Get Your Gun”? Fra i aften og 15 dage frem.Se traileren 🎥 Husk lyd 🔈Billetter her:https://7-kanten.dk/program/varde-sommerspil-2019/

Slået op af Varde Kommune i Torsdag den 27. juni 2019