Anmeldelse af Charlie Chaplin: MEGET, MEGET IMPONERENDE….

billedet er fra en tidligere forestilling.

Rammerne var perfekte til premieren til årets sommerspil i Varde, Chaplin the Musical.

Vejret var solrigt, kulisserne der skildrede det gamle London var flotte, mens 375 frivillige i 7-kanten med mere end 23.000 arbejdstimer bag sig stod og krydsede fingre.

Bevares – jeg havde selv gjort mig mine tanker omkring årets stykke. Det lød jo spændende, men hvordan ville man lave en musical over en stumfilmstjerne?

Men vi kender alle den lille vagabond i det forhutlede tøj med bowlerhat og den pudsige gangart, Charlie Chaplin.

Da det sidste år blev meldt ud, at Chaplin the Musical skulle spilles i Varde, var der store forventninger. Det er nemlig første gang stykket opføres udenfor, så her er helt unikt tale om en verdenspremiere.

Og hold nu op.

Man blev jo blæst bag over med det samme.

Sikke en forestilling.

 

Vi kom hele følelsesregistret igennem. Og mon ikke vi kan drage paralleller til det virkelige liv?

Arbejder vi for meget og glemmer familien?

Tankevækkende…

Det var Chaplins store problem. Han levede et liv med indre dæmoner og et stort svigt som barn. Men problemet for ham var også, at der var nogen der ville have ham ned med nakken igen. Det var under McCarthyismen, og Chaplin blev som så mange andre af de amerikanske myndigheder beskyldt for kommunistsympatier og blev smidt ud af landet

Så højt at flyve – dybt at falde. Det var ikke kun et sorgløst liv for Chaplin. Nej tværtimod.

En far der forsvandt ud af livet, da Charlie og hans bror var små. En mor der ikke kunne passe børnene og måtte indlægges, mens børnene kom på børnehjem.

Et tilfælde gjorde, at Chaplin fik muligheden for at komme til USA og så tog karrieren virkelig fat.

Der blev tjent mange penge, men den sociale arv gik igen. Kvinderne kom og gik og Charlie indrømmede selv, at han ikke vidste, hvordan han skulle opføre sig som far. Han nåede jo aldrig selv at have en.

Gennem hele forestillingen så vi Chaplins liv fra barn til han fik sin æres Oscar i 1972 efter at have været landsforvist i mange år.

 

Skuespillerne

Det er den professionelle skuespiller Mikkel Moltke Hvilsom, der har hovedrollen. Mikkel er oprindelig Fynbo fra Odense, men bor til daglig i København.

Hold op hvor han charmerer sig ind på alle med sit scenetalent. Mikkel har en skøn, blød tenorstemme, og danser som en drøm og spiller Chaplin på fornem vis.

 

Linda Pontoppidan Kubo spiller sladderjournalisten Hedda Hopper.

WAUW. Sikke en stemme. Fantastisk sangstemme der ramte os alle. Hun spiller skuespil på allerhøjeste niveau. En kæmpe oplevelse.

 

Neklas Klausen spiller Sydney.

Trods sin unge alder har Neklas markeret sig som en af 7-kantens bedste skuespillere. Efter sidste års glansrolle som Benny i Midt om Natten har han med sin præstation i år rykket sig endnu et skridt. Fornemt.

 

Rachel Møller spiller Hannah, Chaplins mor.

Hende kan man kun holde af. Alene med to børn og så en mand hun håber vil vende tilbage. Hun lever sig så meget ind i sin rolle, at man totalt glemmer at det er skuespil.

 

Martin Bob Holm spiller Fred Karno, som har sin egen variete, der hyrer Chaplin.

Martin er altid en fornøjelse at følge. Hans udstråling på en scene er enorm og uanset hvilken rolle han spiller, så spiller han den meget overbevisende. Glæd dig til at se ham.

 

Trine Løvlund Bach spiller Chaplins første kone, Mildred Harris.

Det er altid en udfordring at være gift med Chaplin. Også for Trine.

Trines flirt med Chaplin ender i et ægteskab. Og hendes skuespil når langt ud over scenekanten. Hun har udseendet med sig, en dejlig sangstemme og et skuespiltalent der er nødt til at give flere sommerspil i Varde på sit cv.

 

Jesper Ulbæk Andersen spiller Mack Sennett. Han får Chaplin til USA og med Jesper er der kun at sige, at han endnu engang går ind i folk med træsko på.

En fornøjelse hver eneste gang og vi ser ham blandt andet i en utrolig flot scene, hvor han hundser rundt med Chaplin under en optagelse. Sejt, Jesper.

 

Endelig er der Mette Hebsgaard, der spiller Chaplins sidste bedårende kone, Oona O’Neill.

Sidste år var hun med i Midt om natten, men hun stråler simpelthen i rollen som Chaplins kone.

Mettes spil når så langt ud over scenekanten og rammer folk så meget, at hvis ikke man får en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen over hendes smukke sangstemme, så er der noget galt. Glæd dig til et se og høre hende.

Der er mange andre end disse skuespillere.

Jonas Flindt Christensen for eksempel, som mere og mere beviser at han ikke kun er en danser, men faktisk spiller skuespil på et højt niveau.

Sommerspillet er en fællesopgave og disse skuespillere havde ikke kunne levere, hvis ikke alle de andre, der spiller med i forestillingen, også havde gjort det så flot.

 

Holdet bag

Hele forestillingen i sommerspillet er bygget op omkring 34 sceneskift. Og det kræver sin mand/kvinde.

De smukke dragter, kulisserne, musikken, sangene – ja alt spillede bare sammen i en højere enhed.

Agnethe Vestergård Pedersens fantastiske crew har gjort det igen. Hvor er det flot at man bare kan putte mennesker anno 2018 i smukke kjoler og mænd i tøj så det ligner folk fra London anno 1920.

Berit Borg har endnu engang formået at få skuespillerne til at danse så det er en fryd og musikerne i orkestret har vel aldrig været bedre. Smukt – smukt – smukt.. Og så er det et ekstra plus til hele forestillingen, at der i år er investeret op mod 1 mio. kroner i lyd.

Scenemester Bjarne Jensen og Gitte Degnemark der har lavet og malet kulisserne har gjort et stort og fantastisk stykke arbejde.

Men ingen nævnt – ingen glemt.

Og så skal det også lige nævnes, at Martin Brygmann, som skriver musik til Fyrtøjet i 2020 og selv spiller H. C. Andersen i Varde, overværede premieren på sommerspillet.

–  Det var så fantastisk, at jeg helt glemte, at jeg var i teatret, sagde han bagefter.

Og jeg kan kun give ham ret. Det var så smukt, at jeg stadig nynnede med, da jeg kort før midnat stod og børstede tænder.

Jeg havde ikke lige regnet med at sangene fra denne musical ville fænge med det samme – Men det gjorde de.

Se selv forestillingen – Du vil give mig ret…

Instruktør Carsten Friis har virkelig begået et mesterstykke

I de kommende uger vil GoVarde vise interviews med mange af de involverede i årets forestilling.

Billetbestilling: https://7-kanten.dk/varde-sommerspil

DEL