Anette Toft Møller elsker sit job som tandlæge receptionist

Anette Toft Møller er den smilende receptionist du møder hos Tandlægerne Berthelsen & Valdimarsson Foto: Kim Schou

Hvem sidder der bag skærmen……

Det er såmænd Anette Toft Møller. De sidste 35 år har hun haft samme adresse på sit arbejdssted, men med skiftende ejere.

– Jeg startede hos Tandlæge Astrup og var herefter hos Bodil og Sven Tang Kristensen inden Berthelsen & Valdimarsson overtog klinikken i 2013, fortæller Anette Toft Møller, som siden starten, hver dag har glædet sig til at komme på arbejde.

–  Selvom stilen er fuldstændig ændret, så har det været en dejlig rejse med mange dejlige kolleger gennem alle årene, fortæller Anette Toft Møller, som også har fået ny stillingsbetegnelse.

–  Førhen hed det sekretær. Nu hedder det receptionist, smiler Anette, som også i begyndelsen hjalp til inde i klinikken, men da Bodil Tang Kristensen gik ind i politik, så blev hun fast sekretær og har været det lige siden.

Og der er sket meget gennem årene.

–  I starten skrev vi journaler i hånden. Journalerne i kartoteket fandt vi via cpr. nummer. Vi havde ingen computer. Det fik vi først i 1988, men den blev kun brugt til regninger.

–  I 2010 startede vi med at føre elektronisk journal på computeren. Det blev også en lov i 2012.

Alsidigt job
Arbejdsopgaverne er meget alsidige.

–  Vi er jo otte tandlæger og en tandplejer nogle af dagene. Jeg tager så imod klienterne og deler dem ud til tandlægerne. Derudover sender jeg bud efter folk via sms, enkelte breve og booker nye tider for folk, tilføjer hun.

Regninger står hun ikke for.

–  Det er tandlægerne, der laver regninger. Jeg tager imod betaling, sender breve ud til inkasso og laver også rykkere. Dem er der heldigvis ikke så mange af. Vi er gode betalere her i Vestjylland.

–  Derudover sørger jeg også for at sende elektronisk post til Sygesikring Danmark, Regionstandplejen samt Skoletandplejen, og tager imod patienter fra 18 år som flytter tandlæge.

I dag er det nemlig sådan, at når man bliver 18 år, får man et brev, hvor man kan vælge, hvilken tandlæge man vil gå hos.

I alderen 16-18 år kan man godt gå hos en privat tandlæge uden at der er brugerbetaling ind over.

–  Men her i 2018 kom der et nyt tilbud. En fritvalgsordning. Alle mellem 0 og 16 år kan gå her mod en betaling på 35%. Det er noget nyt, fortæller Anette Toft Møller, som elsker når der sker noget nyt.

–  Jeg synes selv, at jeg er god til at følge med tiden, så det er spændende, med nye, friske kræfter – og så har vi en god julefrokost, griner hun.

Beroliger folk med angst
Hver dag møder Anette folk, for hvem det at komme til en tandlæge, ikke er den sjoveste oplevelse.

–  Jeg var faktisk heller ikke selv glad for at gå til tandlæge, før jeg blev ansat, så jeg kan sagtens sætte mig ind i det, når nogle er lidt bange for det. Og ellers er folk også gode til selv at fortælle det. Så prøver jeg at berolige dem, smiler Anette, som er ansat 32 timer i ugen.

–  Det betyder, at jeg har en ugentlig fridag – og den nyder jeg. Men når det så er sagt, så glæder jeg mig også til igen at møde ind på kontoret til mine dejlige kolleger og de mange søde klienter, slutter Anette Toft Møller.

DEL