Altid på arbejde med et smil på læben

Zhanna Lukovets har efterhånden boet fem år i Danmark Foto: Kim Schou

Vinteren har været lang med regn, sne, forst og sjap og først nu begynder foråret at titte frem.

Alligevel har det altid været et stort smil der har mødt de folk, som ukrainske Zhanna Lukovets har mødt på sin vej hos VikanService Varde, hvor hun er rengøringsassistent.

–  Jeg har været i Danmark i fem år, fortæller Zhanna på flydende dansk.

Hendes mand arbejder på en kvæggård og parret er blevet så glade for Danmark, at de påregner at blive her.

–  Jeg elsker Danmark og de muligheder der er, bare man gør en indsats, fortæller Zhanna, som arbejder med rengøring cirka 30 timer i ugen.

Tirsdag er hun at finde i Isbjergparken, hvor Vikanservice har arbejde for AAB.

Også Natalia Fisers gør rent i en af ejendommene. Hun stammer ligesom Zhanna også fra Ukraine.

Jeg bor på en farm ved Kvong, fortæller Natalia som skiftevis har mellem 26 og 32 timer hos VikanService.

–  Jeg kan li´mit arbejde. Og der er dejligt her i Danmark og jeg er glad for de mange dejlige kolleger, jeg har, og så er ingen dage ens, tilføjer hun.

Når hun møder ind, er arbejdsredskaberne pakkede, klar til at blive pakket ned i bilen. Det sørger deres chef, Anne Metha Thastrup for.

Og hun er glad for deres arbejdskraft.

–  Vi har mange forskellige nationaliteter ansat. Og jeg må sige, at det bare fungerer, som det skal. Vi er meget glade for deres arbejdskraft og gør også meget på det sociale område, fortæller Anne Metha Thastrup.

Vikanservice Varde Billund tilbyder rengøring og vinduespolering her i området og har gennem årene haft et stigende antal kunder.

DEL