Ahmad Joomaa og den arabiske litteratur

Foto: Varde bibliotek

Har du også læst “Yacobians Hus” af Alaa Al-Aswany og følt dig hensat til Cairo i begyndelsen af 1990’erne? Når vi læser, kan vi rejse verden rundt uden at flytte os fra lænestolen. Litteraturen udvider vores horisont og introducerer os til nye verdener. Rejs med når Ahmad Joumaa holder fyraftensforedrag om arabisk litteratur.
Fredag d. 15/11 kl. 17-18 på Varde Bibliotek Billetpris 55 kr. Billetter kan
købes på www.vardebib.dk/arrangementer<http://www.vardebib.dk/arrangementer>

Den arabiske litteratur rækker tilbage til 500-tallet og byder på en mangfoldig tradition. Med udgangspunkt i udvalgte forfattere fortæller Ahmad Joumaa om arabisk litteraturhistorie med referencer til fortidige og samtidige begivenheder i Europa. Kom og oplev hvordan litteraturen er et vindue ind til en kultur og befolkning og dermed en mulighed for at blive klogere på dine medborgere.
Ahmad Joumaa kom første gang til Danmark fra Palæstina som barn i 1990. Efter en årrække i London, hvor han bl.a. tog en kandidatgrad i Filosofi fra University City College London, vendte Ahmad tilbage til Danmark i 2010, hvor han har etableret sin egen foredrags- og kursusvirksomhed med fokus på integration af flygtninge og socialt udsatte.
Ifølge Ahmad er “litteraturen et uudtømmeligt kammer, der rummer uanede muligheder for brobyggeri og gensidig forståelse”. Derfor er litteratur- og kulturformidling et unikt redskab i mødet mellem mennesker, og foredraget inspirerer til at bygge bro i mødet med en verden af arabisk litteratur.

DEL