Agerbæk-elever lærte om privatøkonomi

Som en del af Pengeuge 2019 havde Agerbæk Skole mandag den 13. marts besøg af Morten Skovgaard Madsen fra Andelskassen i Varde. Formålet med Pengeuge er at give de unge bedre forudsætninger for at mestre den vigtige disciplin privatøkonomi.

Sammen med Danmarks Matematiklærerforening sætter Finansrådet igen i år privatøkonomi på skoleskemaet. Pengeuge er en landsdækkende indsats, der har som mål at lære børn og unge at kunne styre deres egen økonomi. Mere end 16.000 elever er i år tilmeldt Pengeuge.
Agerbæk Skole er blandt de deltagende skoler, og mandag den 13. marts fik de 30 elever i 9.A besøg af Morten Skovgaard Madsen, der er kunderådgiver i Andelskassen i Varde.

– I Andelskassen ser vi det som en vigtig opgave, at vi hjælper unge mennesker med at komme godt fra start i livet rent økonomisk, siger Morten Skovgaard Madsen.

– Derfor inviterer vi også vores unge kunder til deres første rådgivningsmøde i Andelskassen, når de fylder 18 år. Det er rigtig vigtigt, at unge får en god start på deres økonomiske voksenliv. Kommer man skævt i gang, kan uheldige beslutninger komme til at præge ens liv alt for meget. Som bank ser vi det som vores pligt og som en del af vores samfundsansvar at hjælpe unge til at undgå at træffe forkerte beslutninger for deres økonomi.

Det er de samme tanker, der ligger til grund for Pengeuge: Den handler om at give børn og unge en grundlæggende forståelse for privatøkonomi.
– Vi ved, at alt for mange unge ender i gældsfælden. Det gør de, fordi de aldrig har lært, hvordan man håndterer sin økonomi, og derfor stiller jeg hellere end gerne op til at undervise på i forbindelse med Pengeugen, siger Morten Skovgaard Madsen.

DEL