Åben Hede lancerer ny hjemmeside

Hærens Kamp- og Ildstøttecenter har i forbindelse med Åben Hede 2018 lanceret en ny hjemmeside. På hjemmesiden kan man få det fulde overblik over arrangementet – både på dansk og på tysk – og har man spørgsmål inden arrangementet, kan disse også stilles via hjemmesiden. Hjemmesiden har fået adressen www.aabenhede.dk.

– Vi har ønsket at gøre det nemt for de mange gæster, der hvert år besøger Åben Hede. Det er vores vurdering, at mellem 20.000-25.000 personer besøgte Åben Hede sidste år, og vi kan bare konstatere at behovet for information er støt stigende” udtaler projektofficer Henrik Vej Kastrupsen.

For at markere åbningen af hjemmesiden afholder Hærens Kamp- og Ildstøttecenter en konkurrence, hvor man kan vinde en køretur i en Leopard kampvogn. Man skal besøge hjemmesiden og finde svaret på, hvor mange stykker ammunition, der blev affyret under Åben Hede i 2017. Når man har fundet svaret, går man ind på Facebook under Hærens Kamp- og Ildstøttecenter og tagger den person, som man gerne vil have med på køreturen. Vinderen får direkte besked.

Åben Hede afholdes den 24. juni 2018 i tidsrummet kl. 10.00-16.00 på Kallesmærsk Hede

DEL