DM i powertumbling i Outrup i dag

Så sker der igen noget stort i Hallen i Outrup. (Idrætsvænget 29 i Outrup)
I dag har Outrup fået æren af at afholde DM i powertumbling for juniorer – fra kl. 10 til 16.30.
Tumbling – gymnastikkens formel 1 – Springende energibomber
Tumbling er kraftfulde spring i rasende tempo.
Tumbling sker på en 25 m lang fiberbane eller luftbane, hvor der skal springes 5 eller 8 spring efter hinanden og til sidst lande sikkert på fødderne.
Tumbling er som skabt til gymnaster, som elsker at springe og at have fart over feltet. Disciplinen stiller store krav til din styrke, teknik, koordination og smidighed.
Trænere, bestyrelse, tumblere og forældre i Outrup Powertumbling glæder sig rigtig meget til, at stå for dette arrangement. Vi synes det er flot, at vi her ude vest på kan tiltrække sådan et arrangement.
– Vi er klar med en hal, der vil summe af liv og som vil være pyntet op til DM, og der er tilmeldt cirka 200 springere, fortæller arrangørerne.

Outrup har flere landsholdstumblere helt nede fra 9 års alderen og op til seniorer. Således var 3 af klubbens tumblere med til det netop afviklede EM i Spanien og de fik 2 bronzemedaljer med hjem i holddisciplinen.

Så kig forbi og se en masse seje spring på højt niveau.
Der er gratis entre……