25-års jubilar er på arbejde altid

7-kantens kreative sypige fejrer 25 års jubilæum

Af Henrik Clausen Pedersen

Agnethe Vestergård har 25 års jubilæum i 7 kanten. Og det skal selvfølgelig fejres.

Agnethe står for garderobekostume/udlejningsafdelingen i 7-kanten. Og det har aldrig været kedeligt, ifølge jubilaren, der fortæller: Der er sket mange nye og inspirerende ting og i det hele taget en løbende udvikling at forholde sig til. Meget stof er blevet klippet i stykker og syet sammen igen, – det har altid været spændende, siger hun.

Gejsten er en kombination mellem de frivillige damer, som afstedkommer en konstant entusiasme. Og når der kommer nye opgaver, vil jeg gerne have rammerne er sat op, jeg ser nemlig ikke rammer som begrænsninger. Tvært imod. Men derimod rammer som katalysator til at lave noget spændende nyt. Rammerne er jo nye for hver gang vi laver en ny forestilling. Så det har aldrig været vanskeligt at holde gejsten, fortæller jubilaren.

Der bruges ca. 4 måneder på at blive klar med kostumer, til sommer spillet i Varde. Resten af året går med at sy kostymer til de øvrige forestillinger, dem er der 6 af, udover sommerspillet. Dertil kommer udlejning af kostumer, og systuearbejde.

– Vi har kunder fra Silkeborg, Vejle Musikteater, Den Ny Opera, og mange andre steder. Så Janderup – 7-kanten er kendt i hele Danmark, smiler Agnethe.

En af de arbejdsopgaver, Agnethe husker bedst, er Les Miserables; det var en af de første gange, hvor kostumer skulle godkendes, før stykket måtte spilles.

– Selv patinaen skulle godkendes, det gik der rigtig meget tid at patinerer. Netop fordi det lykkes var det en af de bedste forestillinger, mener hun.

Glidende overgang

Agnethe tror ikke på hun bliver på Systuen yderligere 25 år: Om 10 år er pensionsalderen lige om hjørnet, og jeg satser på, jeg får lov at lave en glidende overgang. Nogle gange kan det også være bedre at sige slut, – vi starter på en hel frisk. Men i netop dette job, der ved jeg, at en glidende overgang er bedst, lyder det fra Agnethe.

Fritiden bliver i øvrigt også brugt aktivt og ikke mindst kreativt; her har Agnethe fokus på kunst, og lægger ikke skjul på, at hun gerne vil have mere tid til at svinge penslerne.

7 kanten er vokset bemærkelsesværdigt de sidste 25 år, men det er ikke noget Agnethe har lagt meget mærke til i det daglige arbejde.

– Det sker jo langsomt, så det tager jeg ikke som sådan notits af. Tingene bliver organiseret på en anden måde, da alting udvikler sig, – det sker jo også alle andre steder. Så det ser jeg kun som noget rigtigt godt at 7-kanten har været i stand til konstant at udvikle sig, siger Agnethe.

Revnede bukser

Agnethe var med sine børn inde og se stykket ”Orla Frøsnapper”, og midt under forestillingen opdager hun, at Orlas bukser er revnet. På et tidspunkt kravler han ned i en kulkælder, hvor han sidder med numsen bagud. Agnethe løber ud af salen og bag om kulissen, så mens Orla sidder der, kunne hun nå at sy hans bukser … vi på redaktionen kan godt forstå at 7 kanten håber på Agnethe tager 10 år mere. Stort tillykke fra os.

Der vil blive afholdt reception fredag den 31. august i tidsrummet 13.00 -16.00

DEL