13-årige Melanie blev ramt af bil, mens hun stod skolepatrulje

Selvom Melanie Hansen smiler, så fik hun sig et chok over mødet med bilisten. Privatfoto

Det er kun godt en måned siden, at 13-årige Melanie Hansen fra Lykkesgårdskolen i Varde startede i skolepatruljen og der er med til at hjælpe børn over fodgængerfeltet i Søndergade.

Men her til morgen klokken 07.45 kom hun ud for enhver skolepatruljes mareridt: En bil der ikke ville stoppe.

–  Jeg var ved at hjælpe 14 børn over vejen, da jeg fik øje på en bil, der var på vej ind mod Varde. Det var en ladvogn, sådan en slags gartnerbil, fortæller Melanie Hansen, som godt kunne se, at manden kørte lidt hurtigt, fortæller hun til GoVarde.dk

–  Derfor fik jeg øjenkontakt med ham og holdt et stopskilt midt ude på vejen, men han havde ikke i sinde at stoppe op, så jeg bad de resterende børn om at blive på fortovet. I det samme ramte han min højre arm, siger Melanie, som selv stod på cykelstien og derfor ikke blev ramt på kroppen.

–  Bilisten stoppede ikke op bagefter og Melanie havde naturligvis rigtig ondt, men hun blev ved med at stå patrulje, indtil klokken blev 8.

– Tilbage på skolen gik vi hen til nogle lærere, der kontaktede politiet.

–  Vi fik derfor besøg af to betjente. Det viste sig, at de havde fundet ud af hvem manden var, og havde fået fat i ham, fortæller hun.

Armen blev røntgenfotograferet
Efter samtalen med politiet blev Melanie kørt til røntgen og det blev konstateret, at hun havde forstuvet armen og hun har nu fået forbinding på fra albuen og ud til fingrene.

–  Den skal jeg beholde på i 14 dage, men hvis det bliver værre, skal jeg til røntgen igen, tilføjer Melanie.

Trods dagens episode har Melanie ikke tænkt sig at stoppe med at være i skolepatruljen.

–  Jeg kan jo li’ det, men jeg må indrømme, at jeg har fået et chok, over det der er sket. Og det er især her bagefter, at jeg har tænkt på det, slutter Melanie.

–  Ifølge jv.dk var det en 69-årig mand fra Esbjerg der førte varevognen, og han har erkendt forholdet.

DEL